Kan man bruge et massage apparat, når man har føleforstyrrelser
Jeg har en del spændinger i ryggen, skuldrene og nakken, som jeg plejede at massere med et håndholdt massageapparat med kraftig vibration og infrarød varme, og jeg har også et massageapparat særligt til nakken med 2 vibrerende kugler som drejer rundt.
Nu hvor jeg har fået diagnosen attakvis multipel sclerose, og jeg på MR scanningerne har mange plaks i hjernen og også mindst 3 i øverste del af ryggen, hvor jeg plejede at massere, er jeg blevet i tvivl, om jeg gerne må bruge vibrationsmassagen? Kan jeg forværre inflammationen eller de ældre nerveskader?
Jeg har føleforstyrrelser, tung følelse og smerter i armene, og når jeg masserer eller bare berører bagsiden af min overarm, får jeg "lyn" ned til de yderste fingre og ofte delvis følelsesløshed i fingrene. Er det godt at massere mine overarme (med vibration eller med fingrene), når det samtidig aktiverer føleforstyrrelserne, eller skal det helst undgås?
Du kan ikke forværre inflammationen eller de ældre nerveskader med vibrationsmassage apparatet. Skaderne er i centralnervesystemet, og bliver ikke fysisk påvirket af massagen.
Men du har en del føleforstyrrelser og smerter i armene. Det tyder på en hyper aktivitet i nervevævet og/neurogene smerter. Hvis du med en berøring kan trigge "lyn" ned til fingrene, er det naturligvis meget ubehageligt. Men hvis lynene og følelsesløsheden forsvinder igen umiddelbart efter behandlingen, så er det ikke kontraindiceret. Hvis du derimod oplever en forværring efter at have masseret, dvs. at følgevirkningerne kan mærkes op imod ½ time bagefter, så er det tegn på, at du har irriteret nervevævet, og så vil jeg ikke anbefale det.
Har du som alternativ til massagen prøvet at lave strækøvelser for nakke, skuldre og arme? Min erfaring er at rolige langsomme stræk, der ikke er for kraftige kan være lindrende i forhold til muskelspændinger og især i forhold til neurogene smerter.
Jeg ved ikke præcist hvilke muskelgrupper, der er stramme/ømme hos dig, så derfor kan det være vanskeligt at give dig specifikke øvelser over nettet. Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til en fysioterapeut, og blive instrueret i præcis de stræk, som din krop har brug for.
Et andet alternativ kan være at tale med din læge om medicin mod neurogene smerter.