Kan sclerose forværre tandsmerter
Jeg fik stillet diagnosen Attakvis Sclerose i september 2017. I 2015 var jeg så uheldig, at have fået et meget dybt hul, der krævede en rodbehandling. Tandlægen havde store problemer med rodbehandlingen, da hun via røngten kunne se, at nerven skulle være boret ud/væk, eller hvordan man skal forklare det. Jeg fik kæmpe smerter ved en bestemt nerve, uanset hvad hun gjorde, og hun sagde, at hun havde fået det hele. Desuden blev jeg virkelig dårlig og besvimede, og var mere eller mindre væk et lille døgns tid.
Nu får jeg smerter ved tygning, og smerter hvis jeg banker let på tanden - har igen fået tjekket med røngten- og hun garanterer, at der ikke er rodbetændelse, der kan forklare smerterne. Hun siger, at hun er sikker på, at det er sclerosen, der kan give forklaring på mit forløb i 2015 og mine nuværende problemer. Mit spørgsmål er derfor, om det virkelig kan være Sclerosen, der spiller et puds, når det er så centralt og kun i en tand? Alle mine plaks ca. 25 stk. sidder i venstre hjernehalvdel og et enkelt i rygmarven. Alle mine symptomer er i højre side, også her har jeg problemer med min kindtand.
Det er jo en frygtelig situation hele tiden at gå med tandsmerter. Jeg tror ikke, at det er sclerosen, der er årsagen. Udfra de symptomer du beskriver, og det at det kun er en enkelt tand, tyder det meget på, at der kan være en betændelsestilstand et sted på den rodbehandlede tand. Røntgenbilleder er kun 2-dimensionelle, og der kan derfor godt være noget, man ikke kan se på et almindeligt røntgen.
Du skal bede din tandlæge henvise dig, eller også selv opsøge en tandklinik, der kan tage CBCT-scan. De skal være i stand til, at tage et lille scan med henblik på diagnostik vedrørende en rodbehandlet tand. Et CBCT scan tager røntgen i 3 dimensioner, så hvis der gemmer sig noget på det almindelige røntgen, kan man oftest se det på et scan. Hvis det viser sig, at der er en ekstra rodkanal i tanden, er det en god ide af få resten lavet hos en tandlæge, der har specialiseret sig i rodbehandlinger. Din tandlæge vil også kunne få scannet og tage stilling til, hvad hun mener der skal laves.