Kan Tryptofan anbefales mod søvnproblemer
Jeg har i en længere årrække haft søvnproblemer, som nok kan beskrives som kroniske. Jeg motionere dagligt, går til psykolog når tanker presser sig på, er socialt aktiv og spiser sundt. Alligevel har jeg lange perioder med søvnproblemer. Jeg har i samråd med min læge prøvet forskellige søvnpræperater. Det jeg er landet på er Phenergan, men jeg er generelt ikke så meget for at tage piller og får dårlig mave af dem, så er stoppet med dem.
Jeg har nu stiftet bekendtskab med tryptofan med god virkning. Er det et præparat I har erfaring med? I så fald, er det bedst at tage den rene tryptofan eller tryptonat, der er blandet med magnesium, B vitaminer og naturmidler som baldrian? Er der nogen risiko ved at tage tryptofan?
Jeg har haft sclerose i mild form i 10 år, og af medicin/tilskud tager jeg Aubagio og bifoform.
Jeg er glad for, at du spørger, da tryptofantilskud er et tilskud jeg klart vil anbefale, at man holder sig fra, da tilskuddet er mistænkt for at have ganske alvorlige bivirkninger. Der er rapporteret om flere tilfælde af folk, der er døde af at tage tilskuddet, hvorfor det også var forbudt i en længere årrække. Det er fortsat tvivl om, det var tryptofan eller urenheder i tilskuddet, der var årsag til dødsfaldene, men når det kommer til tilskud, så vil jeg altid anbefale et forsigtighedsprincip. Derudover interagerer tryptofantilskud med en lang række forskellige slags medicin, umiddelbart er der dog ikke rapporter om interaktioner med sklerose-medicin, men interaktion kan ikke udelukkes.
Grunden til at du oplever gavn af tryptofan, er at det bruges af kroppen til at danne hormonerne serotonin og melatonin, som begge er vigtige for søvnen. Der er dog bedre og mindre farlige måder at sikre sig, at man har nok serotonin og melatonin. Hvad angår melatonin er dette ganske nemt, da man blot kan tage et tilskud på 3 mg, en halv time før man lægger sig til at sove. Der er ganske god dokumentation for, at det både forbedrer indsovnings tiden og kvaliteten af søvnen. Der er ingen kendte bivirkninger eller interaktioner til tilskud med melatonin, og det har ikke afhængighedsskabende egenskaber. Det er derfor et tilskud, man kan tage med god samvittighed.
Hvad angår serotonin er det lidt mere komplekst, da man ikke bare kan give tilskud med serotonin, da stoffet imodsat melatonin ikke kan passere blod-hjernebarrieren og dermed ikke komme ind og virke der, hvor vi har brug for det. Deraf rationalet for at give tryptofan, som kan passere blod-hjernebarrieren og øge dannelsen af serotonin i hjernen.
Problemet med tilskud af tryptofan er at det er unaturlige høje doser der optages på kort tid, hvilket gør at det kan give bivirkninger. Heldigvis findes tryptofan også i mindre mængder i fødevarer, og her er der ikke rapporteret om bivirkninger. Hvis man søger på tryptofanrige fødevarer på nettet, så bliver man anbefalet kalkun, æg og ost. Disse fødevarer har ganske rigtigt et højt indhold tryptofan, men indtag af disse fødevarer er paradoksalt nok forbundet med et fald i tryptofan koncentrationer i hjernen, årsagen til dette er, at disse fødevarer også indeholder en rækker andre stoffer, som konkurrerer med optaget af tryptofan gennem blod-hjernebarrieren. De gør derfor desværre kun ondt værre. Derimod ser trypotofan fra planter ud til at blive ganske godt optaget, og er blevet forbundet med en forbedring i humøret. Der er så vidt jeg ved ikke endnu lavet studier på søvn. Tryptofanrige planter er primært nødder og frø, særligt græskar og sesamfrø. Sojaprodukter og spinat er også udmærkede kilder. Min anbefaling vil derfor være at droppe tilskuddet med tryptofan, og så spise en håndfuld nødder og frø hver dag samt eventuelt at tage et melatonin tilskud, der enten kan udskrives via egen læge eller bestilles på diverse webshops.
Baldrian som du selv nævner er anden mulig løsning. Her kan man forsøge at tage 500 mg to timer før sengetid. Der er ikke rapporteret om bivirkninger til baldrian, og der er ikke fundet nogle interaktioner med sclerosemedicin. Man bør dog være varsom med at kombinere baldrian med anden beroligende medicin. Hvis det ikke virker, så vil jeg også anbefale at prøve urten Ashwagandha, hvis stress er en medvirkende årsag til søvnbesværet eller evt. et tilskud med passionflower.