Gå til hovedindhold

Kateter og påklædning

Spørgsmål

Jeg skal have almindelig kateter - senere et topkateter. Kan jeg bruge mine almindelige jeans, når det er lagt? Hvis ikke - hvad kan jeg så bruge?

Svar

Hvis dine jeans/bukser ikke sidder alt for stramt, vil du sagtens kunne bruge dem. Det er vigtigt at fixere kateteret, så der ikke er træk på det, og det heller ikke sidder for stramt på dine kønsdele og dermed kan lave tryk/sår. Hvis du ikke har overaktiv blære med pludselige blæresammentrækninger, så vil du evt. kunne have nytte af en afklemningsventil, som man så tømmer urinen ud igennem med faste intervaller og/eller ved vandladningstrang.

Hvis der er uhensigtsmæssige blæresammentrækninger og dermed urinsiven ved siden af kateteret, så er en urinpose som fixeres på underbenet at foretrække. Her er det optimalt med lidt løse bukseben, så posen ikke ses under tøjet, når den bliver fyldt med urin, samt bukserne ikke forhindrer urinen i at løbe frit ned i posen.

Jeg tænker, at den/dem som har besluttet, i samråd med dig, at kateteret skal anlægges også vil kunne hjælpe dig frem til den for dig optimale løsning. Ellers kan en kontinenssygeplejerske/hjemmesygeplejerske i kommunen også hjælpe.

Når kateteret bliver anlagt som top-kateter så gælder egentlig det samme, fraset at det skal fixeres højere oppe (på maven), ikke vil genere dine kønsdele. Afhængig af din kropform sidder kateteret måske lige i bukselinningen/ved bukseknappen, men det kan man også fiksere sig ud af og sætte en blød forbinding hen over.