Gå til hovedindhold

Kognitive problemer og pension

Spørgsmål

Jeg er 49 år og jeg har haft sclerose siden 1998. Jeg har arbejdet fuld tid, haft flexjob på først 19½ time og til sidst på 12 timer, og endte så med pension i 2006. Jeg fik min pension på baggrund af en neuropsykologisk test. Hele min pensionssag forløb hurtigt og uproblematisk. Fra jeg søgte om pensionen og til jeg fik den tildelt, gik der blot 4 måneder. Det var mit eget valg at gå på pension og jeg var bare glad og lettet over at sagen gik så nemt og hurtigt.

Jeg husker at jeg læste de sidste linjer i den neuropsykologiske test, hvorpå jeg husker at jeg blev ked af det og følte frygt for fremtiden. Tankerne og frygten gled dog i baggrunden da mit ”nye” liv trådte i kraft; der var så meget nyt at forholde sig til og jeg ville gerne at det blev godt og tilfredsstillende. Jeg holdt op med at tænke voldsomt over mine kognitive problemer - de blev ligesom bare en del af mig og var knapt så tydelige efter at jeg stoppede med at arbejde.

Nu, knapt 3 år efter, opstod en situation, hvor en veninde, for anden gang, gav udtryk for at det var underligt at min pensionssag gik så glat og at jeg ikke var blevet sendt i arbejdsprøvning. Som hun sagde: "fordi man ikke kan huske lidt, kan man godt have et fysisk arbejde”. Det var noget der ramte mig hårdt. Aldrig har jeg følt mig så såret. Jeg havde ingen argumenter, der kunne modsige hende og jeg følte at de kognitive problemer jeg oplever, blev nedgjort til "ikke at kunne huske lidt".

Jeg gik hjem herefter hjem og læste, for første gang, min neuropsykologiske test samt hele sagsforløbet igennem et par gange - og kan mærke at der er flere ”ømme punkter”, det vil sige; er der nogen, der mener, at jeg ikke er berettiget til pension, skulle jeg have kæmpet mere, er jeg doven, gav jeg bare op, skulle jeg selv have insisteret på at prøve et andet arbejde og sidst, men ikke mindst, frygten og bekymringen for hvad der er sket i min hjerne (her tænker jeg på konsekvenserne af det og at det er en varig skade).

Dengang var tanken om at min hjerne har taget skade voldsom og måske grunden til at jeg har skubbet det fra mig.

Da jeg læser de sidste linjer i den neuropsykologiske test bliver jeg klar over at der var en grund til at jeg ikke blev sendt i arbejdsprøvning. Der står nemlig: "Den intellektuelle funktionssvækkelse vil i et hvilket som helst arbejdsforhold, og uanset timetal, medføre betydelige skånehensyn. Der er tale om en varig tilstand, der i bedste fald er stationær".

Tilbage står så min egen frygt.

Jeg har pløjet det meste af hvad, der står om kognitive problemer på hjemmesiden igennem, og jeg vil ikke sige frygten er væk, men jeg har måske en lidt større forståelse for min egen situation og jeg har fået lidt værktøj, jeg kan bruge til at holde min hjerne i gang. Gør faktisk allerede meget af det, som er foreslået.

Derudover føler jeg, at jeg mangler nogle gode, korte og fyldestgørende svar, når jeg skal forklare, hvorfor jeg får pension. I dag siger jeg gerne at sclerosen mest har ramt mit hoved, da det kan jo ikke kan ses på mig at jeg fejler noget, alligevel føler jeg nogen gange, som i situationen med veninden, at der skal et mere vægtigt svar til; et svar som kort fastslår, hvad det handler om for mig, et, der fejer enhver tvivl til side.

Måske skal jeg bare sige at jeg er blevet hjerneskadet af sclerosen, den er nok svær at give igen på. Alligevel synes jeg det lyder så barskt og brutalt, selv om det jo er sandt, så jeg tænkte om du måske har nogle knapt så voldsomme forslag?

Hvordan kan jeg ændre min egen opfattelse af, at dét der er sket mig ikke er en lille ubetydelig ting? Hvordan kommer jeg videre i min egen forståelse og erkendelse af at min hjerne har taget skade?

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang