Levertal og graviditet på Rebif
Jeg blev ramt af første attak i år og kom kort efter på Rebif. Min kæreste og jeg forsøger at fortsætte vores liv hvor vi slap, og er i den forbindelse begyndt at snakke om børn. Der har fra scleroseklinikken dog været delte meninger om, hvorvidt man må blive gravid på Rebif, eller om jeg skal trappe ud først. Den sidste melding blev dog, at vi bare skal gå igang og så stoppe medicinen ved positivt graviditetstest. Er dette også jeres holdning? Jeg er bekymret for eventuelle fosterskader. Derudover tager jeg en del vitamintilskud d, c, b, q10, multivitamin, fiskeolie, hørfrøolie og solsikkelecithin er der noget af dette, som jeg bør stoppe med i forbindelse med graviditet?
Da jeg i sommers begyndte på Rebif, var alt som det skulle være ved første medicin tjek, men ved anden tjek var der desværre en forhøjelse i mit levertal. Hvordan kan det være, at det først ses ved anden medicin tjek? Jeg tager jo en del vitamin/kosttilskud, kan det hjælpe på levertalene at stoppe med noget af dette?
De første mange år, til man fik erfaring med hvordan det gik med (uplanlagte) graviditeter, stoppede man med Rebif før graviditet. Der er ikke tegn på flere misdannelser, men der er berettet en lille øget risiko for abort på vanligt risikotidspunkt og en lidt lavere (ca. 100 g forskel) i fødselsvægt. Holdningen er som du er blevet forklaret.
Bivirkning kan være lidt forhøjede levertal, det er uden betydning. Du skriver ikke størrelsen af tilskud, men hvis i moderate mængder bør du kunne fortsætte med de anførte vitaminer mv.