Modiodal mod træthed
Jeg har haft sclerose i ca. 30 år. Jeg er en af de heldige, der har det i mild grad. Det er den tunge træthed, der plager mig mest sammen med ringe koncentration og hukommelse. Men jeg kan faktisk gå mere end 300 m på mine ben.
Fra scleroseklinikken har de ordineret Modiodal, som hjælper mig meget. Jeg tager ikke tabletterne hver dag, for så synes jeg, ingen effekt de har. Men når jeg tager dem, kan jeg næsten fungere "normalt" - dvs. jeg magter faktisk at tage nogle initiativer, at være lidt aktiv, at gå til gymnastik og være social og at gøre noget godt for andre end mig selv.
Da jeg nu efterhånden har fået Modiodal i ca. 10 år, er jeg blevet bekymret for, om det er skadeligt på længere sigt? Altså om jeg i virkeligheden burde stoppe med dem. Men det ser lidt sort ud, hvis jeg skulle undvære det boost, tabletterne giver. Så ville jeg nok komme til at leve livet på sofaen, og det føler jeg mig ikke gammel nok til endnu. Jeg er 71 år.
Det er dejligt, at du er en af dem Modiodal har effekt på. Det burde ikke være skadeligt for dig, at bruge det på længere sigt i den ordinerede dosis. Det virker ved at signaler i visse dele af nervesystemet varer en smule længere. Det er dog et problem, hvis man har epilepsi.