MS og Addison
Jeg er under udredning for binyrebarkinsufficiens, og alle tal og test tyder indtil videre på, at jeg har Addison. Jeg mangler egentlig blot den endelige diagnosesamtale med endokrinologen, og snak om det videre forløb og behandling med daglig binyrebarkhormon.
Ved du, hvordan jeg skal forholde mig til Tysabri behandling sammen med en ikke fungerende binyre? Jeg har en meget aktiv sclerose uden Tysabri. Under en Tysabri pause på 9 måneder havde jeg 17 attakker. Med Tysabri er der ingen sygdomsaktivitet, så jeg forbliver helst på Tysabri, men kan dette ikke lade sig gøre, hvilken medicin tænker du så, jeg skal skifte til? Ved du generelt noget om, hvordan Addison påvirker sclerose eller omvendt?
Ved Addison justerer man dosis af binyrebarkhormon i starten, indtil man finder et passende niveau, og kan vedligeholde dette med justeringer undervejs, bl.a. relateret til stress og infektioner. Det er jo godt, at Tysabri har attakreducerende effekt, og du kan godt tage det samtidigt med binyrebarkhormon. Det er også binyrebarkhormoner, der anvendes ved behandlingskrævende attakker. Udfordringen bliver, hvis du får attak og evt. får behov for behandling med binyrebarkhormon, da man giver høj dosis, men i få dage. Så det er vigtigt, at du gør din neurolog opmærksom på samtidig Addison, og at attakbehandling sker i samarbejde med endokrinologisk speciallæge.