Gå til hovedindhold

Nedsat sædkvalitet ved Plegridybehandling

Spørgsmål

Jeg har for en måned siden været igennem en medicinsk abort. Fosteret havde en stærkt fortykket nakkefold. En af de ting, som lægerne spurgte ind til var, hvorvidt jeg havde haft nogle infektioner siden jeg blev gravid. Det har jeg ikke. Min mand, som har sclerose, oplever til gengæld ofte infektioner, da han tager medicinen Plegridy 125 ml. hver 14. dag. Han har oplevet to attakker, første attak i efteråret 2007, andet i april 2008. Min mand bliver ret sløj af medicinen - feber og ubehag i op til to dage efter han har taget medicinen.

Vi har to raske børn fra 2011 og 2014. I slutningen af 2015 starten af 2016 har min mand skiftet medicin. Den tidligere medicin minder om den, som han tager nu, men hvor han før skulle stikke sig hver uge, er det nu kun hver 14. dag. Mit spørgsmål går på, om min mands infektion kan have skadet den sæd, som siden blev til det barn, vi undfangede. Der er formentlig ikke lavet forskning omkring emnet endnu, men med jeres lægefaglige viden, er der da nogen sandsynlighed for, at medicinen Plegridy kan påvirke sædkvaliteten? Min mand tog medicinen mellem 0 og 5 dage, før barnet blev undfanget. Jeg håber, I kan hjælpe mig, hvis ikke med faktuel viden, så med en lægefaglig vurdering af sandsynligheden for en sammenhæng.

Svar

Plegridy er et beta-interferon og er en videreudvikling af beta-interferonet som hedder Avonex. Der er ændret meget lidt ved beta-interferon (1a) molekylet, for at øge varigheden af den biologiske effekt og derfor antages det, at bivirkningsprofilen stort set er sammenlignelig. Der er ikke så lang tids erfaring ved brug af Plegridy, mens Avonex er brugt over 20 år, og bivirkningerne er derfor meget velbeskrevne. Der er ikke dokumenteret øget risiko for fostermisdannelser ved brug af Avonex, og kvinder som tager præparatet, kan godt blive gravide på behandlingen. Der er heller ikke konstateret nedsat eller dårlig sædkvalitet hos mænd som tager Avonex. Der er derfor ikke umiddelbart grund til at tro, at din mands sædkvalitet skulle være ændret, når han tager Plegridy, men jeg kan desværre ikke henvise til faktuelle data i den forbindelse.