Gå til hovedindhold

Ocrelizumab for primær progressiv sclerose

Spørgsmål

Jeg er nydiagnosticeret med primær progressiv sclerose, og har et spørgsmål. Jeg har bl.a. her på hjemmesiden læst om Rituximab (MabThera), og at denne medicin skulle kunne hjælpe os, der har PPMS.

Det er dog gamle opslag, jeg vil gerne høre om der er nyt indenfor det. Som jeg også har erfaret, skulle det nye Ocrelizumab (Ocrevus) være en videreudvikling af MabThera, så jeg tænkte, om der måske var mulighed for at få MabThera, indtil Ocrevus forhåbentlig kommer? Og ved man overhovedet om Ocrevus kommer til Danmark - og i givet fald hvornår?

Svar

Præparaterne virker ind på en bestemt undergruppe af B celler, en del af immunsystemet. Rituximab er ikke blevet afprøvet mod ingen behandling (placebo) i store lodtrækningsforsøg ved primær progressiv sclerose. Det er en forudsætning at dokumentere effekt statistisk for at få tilladelse til at markedsføre et produkt til anvendelse af en bestemt sygdomsgruppe. For Ocrelizumab er et sådant stort behandlingsforsøg lavet for primær progressiv sclerose. Det er nu i proces med godkendelse hos europæiske myndigheder.

Processen med at granske data er forsinket, og resultatet er endnu ukendt. Hvis ja, skal Medicinerrådet give sit besyv med og indplacere det i nationale behandlingsvejledninger, for at det kan markedsføres i Danmark. Der er også det økonomiske aspekt med prissætning og medicinbudgetter. Så markedsføring i Danmark er realistisk set tidligst ved årsskiftet.

Det kan også være, at firmaet kun får en begrænset indikation, så det kun kan ordineres til en nærmere defineret undergruppe af patienter med primær progressiv sclerose.