Gå til hovedindhold

Om at hjælpe som pårørende

Spørgsmål

Hvordan tackler jeg mine omgivelser, når min søster, som har sclerose har behov for mig eller, når jeg har behov for at tænke over min søsters situation?

Min søster, på 34 år, og jeg selv, på 24 år, har et utroligt tæt forhold og bor meget tæt på hinanden (resten af familien bor ca. 100 km væk).

Min søster har, siden hun fik stillet diagnosen, i 2004, været meget svær at kommunikere med. Jeg har, i ”samråd” med familien, for længe siden, fundet ud af, at vi alle føler at vi er nødt til at gå på æggeskaller omkring hende, for ikke at gøre hende vred.

Det er rigtig svært, gentagne gange at skulle smide sit ego væk og finde sig i at blive behandlet dårligt. Der er dog intet andet valg, for hun fortjener ikke flere frustrationer.

Er der noget vi kan gøre, for at hun ikke skælder os ud hele tiden? Vi har alle forsøgt, fra starten af, alt hvad vi føler vi kan. Dedikeret alle fridage, halve fridage, endda opfundne fridage (for hendes skyld) til at gøre hvad som helst hun siger hun trænger til – gå en tur, se fjernsyn med hende, hvad som helst.

Jeg selv går på et studie hvor min gruppe er meget afhængige af min indsats og nogle gange har jeg svært ved at forklare hvorfor jeg ikke har lavet det forventede.

Problemet er bare at det altid kommer så uventet når min søster har brug for hjælp – lige pludselig ringer hun. Det er selvfølgelig uden tvivl min højeste prioritet at være der for hende, når hun har behov for det. Dog er der ingen undskyldning overfor min studiegruppe, da hun ofte ikke er fysisk utilpas.

Jeg har ikke grædt en eneste tåre de første tre år efter vi fik diagnosen at vide, dog har jeg nu behov for ca. 1-2 dage om måneden, hvor jeg bare kan være mig selv.

Har du nogle gode råd, til "undskyldninger" man kan bruge overfor folk, uden at virker som om man prøver at være et offer?

Er det desuden unormalt, at man som søster, er så berørt af ens familiemedlems sygdom?

I stedet for et studiejob med gode fremtidsudsigter, valgte jeg at bruge den smule fritid jeg har, på at gøre rent hos min søster og hjælpe med hendes (og hendes hårdarbejdende mands) lille søn.

Jeg føler selv, at jeg gør næste alt, hvad jeg kan for hende og alligevel er hun altid skuffet over mig og min familie - vi som gør alt hvad de overhovedet kan – passer dem og især sønnen på 1½ år lang tid ad gangen).

Det er sikkert naturligt, at hun føler som hun gør, men hvad kan vi andre gøre, for at vise hende at vi vil gøre alt for hende? Hvad gør vi, for at hun ikke føler sig svigtet?

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang