Gå til hovedindhold

Onyco-solve for neglesvamp

Spørgsmål

Jeg er blevet anbefalet at bruge Onyco-solve spray på nettet imod min neglesvamp. Kan det trigge sklerosesymptomer, og har du nogen erfaring med det? Det indeholder ekstrakt af egebark, Tea Tree oil og salvie. Skulle give et virkeligt godt resultat uden bivirkninger.

Jeg har været ved læge og hudlæge indenfor de sidste knap 2 år og penslet medicinsk neglelak - resultatet nedslående. Min storetånegl løsnede sig med blødning og smerte. Jeg har prøvet Onyco-sol spray i 3 dage med godt resultat på negleområdet. Jeg mærker desværre snurren i kroppen, lettere svimmelhed og hovedpine, så jeg har halveret doseringen til 1 gang dagligt i stedet for 2.

Svar

Du kan roligt bruge Onyco-solve for din neglesvamp. Der er ingen af ingredienserne, der er problematiske i forhold til MS eller i forhold til MS-medicin. Dernæst vil det næppe være et særlig stort optag af stofferne i blodbanen, da de virker lokalt. Det undrer mig derfor, at du har oplevet snurren og svimmelhed. Det er ikke kendte bivirkninger til produktet, og der er ikke noget i ingredienserne, der burde give de symptomer. Så måske det bare er tilfældigt. Ellers er det en god idé, at prøve dig frem med en lavere dosis, som du allerede har gjort.