Praktisk hjælp i hjemmet
Jeg er medlem af nogle grupper på Facebook og kan se, at andre får bevilget hjælp til praktiske ting i hjemmet såsom rengøring, vask af vinduer osv. Jeg vil gerne kende mine rettigheder. Jeg blev diagnosticeret i 1994. Fra 1994-2009 var jeg ansat på fuldstændig normale vilkår, men da sklerosen begyndte at røre på sig, fik jeg bevilget et fleksjob i samme stilling fra januar 2009. Og har været i dette lige siden. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver mere og mere træt nu, og mine ben svigter ofte, så jeg enten falder eller støder ind i ting, så det med rengøringen, bliver det ikke så meget til. Så hvis jeg måske kunne få hjælp til dette nogle timer om ugen, så ville det være fint.
På Scleroseforeningens hjemmeside er samlet en del oplysninger omkring lovgivning. Du finder oplysningerne under "Lev godt med sclerose".
Praktisk hjælp (hjemmehjælp) handler om rengøring o. lign i hjemmet. Det vil i givet fald være visitator i din kommune, der skal vurdere om du kan være berettiget. Det afhænger også af din familiesituation (gift/samlevende). På din kommunes hjemmeside vil mulighederne formentlig også være beskrevet.
Håndsrækninger (vinduespudsning/havearbejde o. lign) skal vurderes efter servicelovens § 100, her beror det på din funktionsevne og beløbenes størrelse.
Måske skulle du også orientere dig nærmere omkring befordringsfradrag, alt afhængig af afstand og om du har en dyrere befordringsudgift til og fra arbejde end andre.
Det er ikke din diagnose, der afgør rettighederne, men hvordan netop din situation er.
Hvis du overordnet orienterer dig på foreningens hjemmeside og derefter tager kontakt til den socialrådgiver i Scleroseforeningen, der dækker dit område, vil det være muligt at vurdere dine eventuelle muligheder.