Scanning uden kontrast
Jeg har fået konstateret CIS efter mit første attak i november 2015. I fredags var jeg til kontrol og MR scanning af hjerne og columna. Da jeg var indlagt i november og blev scannet - var første scanning uden kontrast og anden scanning med kontrast. Til scanningen i fredags blev der ikke brugt kontrast. Kan man se nye plak/forandringer på scanningen uden at bruge kontrast?
Ja, det kan man godt. En læsion der lader op efter kontrastindgift vil næsten altid også være synlig uden kontrast. Så antal af læsioner ændres typisk ikke eller meget lidt pga. kontrastindgift. Så hvis man ikke har set nye læsioner, vil det være meget lidt sandsynligt, at der vil være flere læsioner at se efter kontrastindgift. Anvendelse af kontrast skal have en konsekvens. Det skal i et større perspektiv også opvejes af dropanlæggelse, forlænget scanningstid og omkostninger ved dette og selve kontraststoffet og eventuelle bivirkninger.