Gå til hovedindhold

Sclerose og parforhold

Spørgsmål

Jeg er 31 og har haft sclerosediagnosen i halvandet år. Da jeg fik diagnosen, havde jeg en kæreste, men han gik efter et par måneder, da han ikke magtede det. At jeg fik diagnosen var naturligvis hårdt for os begge, men jeg tror ikke han gik så meget pga mig, som fordi han var angst for diagnosen og sine egne forestillinger om fremtiden. Nuvel. Jeg flyttede for mig selv, fik placeret alt på rette hylde, lagt chokket bag mig og var så heldig at starte på mit akademiske drømmejob. Der var psykologisk set mørke dage, men i dag har det ærligt talt fremragende. Sygdommen fylder minimalt, jeg har ingen mén, og jeg arbejder og fungerer fuldstændig normalt, og er dygtig til det jeg gør. Jeg lever, som jeg altid har gjort med et blomstrende og aktivt socialt liv og rejser snart tre måneder til udlandet som en del af mit job - altså fuldstændig på linje med folk som ikke har en diagnose på en kronisk sygdom. Min "sorg" består i at jeg gerne vil have et familieliv med mand og børn osv. Jeg føler, jeg har super meget at give, men ved naturligvis godt at det er en kæmpe mundfuld for en potentiel fremtidig mand i mit liv at skulle turde et liv med mig, når jeg har denne diagnose med al den uforudsigelighed, den indebærer. Jeg vakler mellem dage, hvor jeg tænker, det hele nok skal gå, til dage hvor jeg føler det er fuldstændig umuligt, at en mand nogensinde vil kunne turde mig. Og det er egentlig en større angst for mig at leve alene uden kærlighed, end sygdommen - paradoksalt nok.

Jeg har så mødt en virkelig sød mand, som jeg efter ca. halvanden måned netop har fortalt om min diagnose. Skæbnes ironi vil, at han har en forhistorie med syge kvinder i sit liv, og hans seneste forhold var med en kvinde som gud-hjælpe-mig var ved at dø. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det må have været, og han endte også med at gå fra hende, efter han var blevet helt tyndslidt. Naturligvis reagerer han ekstra stærkt på, at jeg har sclerose. Tilbage i min verden føles det som om, jeg er blevet slået hårdt i ansigtet, da jeg fik denne historie fra en mand, der var begyndt at vokse på mig. Jeg ved, det er komplet tilfældigt, at han med sin historie møder mig med min historie, ligesom det er tilfældigt jeg fik sclerose. Jeg ved også godt, der ikke findes en opskrift på, hvordan man får kærlighed til at fungere på trods af diagnoser på alvorlige sygdomme, men jeg føler, jeg mangler værktøjer til at manøvrere igennem denne type situation. Hvordan får folk det til at fungere? Hvordan ender man trods diagnoser og al mulig modgang alligevel med kærlighed og familie? Når jeg kigger på jeres site, er der kun historier om, hvordan par går fra hinanden, fordi det er for hårdt at leve med en med sclerose, og jeg har svært ved at tro, det er det fulde og repræsentative billede på summen af folk med sclerose? Så hvordan forholder jeg mig bedst, når jeg møder en, jeg måske gerne vil være kæreste med, som jeg skal formidle det her hårde til? Hvad er en god idé at forholde sig til i formidlingssituationen såvel som den efterfølgende håndteringssituation? Har I ikke nogle gode råd eller nogle forbilledlige historier til inspiration?

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang