Gå til hovedindhold

Sclerosesmerter efter attak

Spørgsmål

Jeg har et scleroseattak. Har været i MR-scanneren, og der var plaks og opladninger. Nu er planen så, at jeg starter min 2. behandlings omgang op 1/2 år før tid med Lemtrada.

Under dette attak er jeg ramt i mit højre ben, føleforstyrrelser i højre side, et meget stramt sclerose-knus og næsten ubrugelige hænder. Har nu voldsomme anfaldsmerter på et stykke af højre side på maven og ubehag ved berøring, og ubehag ved tøj der rører ved området. Jeg har fået Gabapentin i en del år grundet bensmerter og har forsøgt øgning i disse, men uden held. Kan der gøres andet ved denne smerte?

Svar

Sclerosesmerter kan være svære at behandle og kræver ofte afprøvning af flere forskellige slags medicin. Man skal som regel også bruge tid på, at finde den rigtige dosis. Sclerosen forstyrrer sanseimpulserne der føres til hjernen, og det sansede fejltolkes derfor som smerter. Et menneske med sclerose kan for eksempel føle, at fødderne eller knoglerne brænder blot ved tryk eller berøring. Fødderne og nervebanerne i benene vil være normale, men bearbejdningen af signalerne i rygmarven er fejlagtig, hvorfor signalerne der sendes til hjernen, opleves som brændende smerte. Smerter kan også føles uden at man berøres, ved at der fejlagtigt dannes sanseimpulser i sclerose-plak.

Smerter ved sclerose kan groft sagt deles i to grupper. I den ene gruppe har smerterne mere vedvarende brændende, knugende eller stikkende karakter og disse smerter behandles bedst med lægemidler, der primært er brugt mod depression, men nu har vigtig anvendelse mod nervesmerter. De to lægemidler, der hyppigst anvendes er amitriptylin (Saroten) eller Imipramin. I den anden gruppe har smerterne mere jagende kortvarig karakter (kaldes neuralgiforme smerter) og kan som regel behandles effektivt med lægemidler, som man normalt bruger til behandling af epilepsi, Oxcarbazepin (Trileptal), Carbamazepin (Tegretol), Lyrica (Pregabalin) eller Gabapentin. Endelig skal nævnes Dronabinol (Marinol), der formentlig kan bruges til at behandle begge typer af sclerosesmerter. Hvis dine smerter ikke kan behandles effektivt med et lægemiddel (Gabapentin), kan man forsøge tillægsbehandling med et af de andre præparater.