Skift af behandling
Jeg skal ind til samtale om medicinskift. Fik midt februar en ny MR scanning og blodprøver. Ud fra det vil de skifte min medicin.
Hvad jeg selv kan se i min journal, er der kun kommet en lille læsion bagerst i hjernebroen. Jeg havde forstået, at en enkelt læsion er ok, men to er for meget. Så undre mig lidt over, at de vil skifte medicin. Jeg er i Tecfidera behandling, og har været det i et år (første medicin). I ligende situationer, hvilket medicin vil man skifte over til?
Noget andet er, jeg har noget tid vidst, at jeg har en diskusprolaps ud for th5/th6 (brystregion), det er ikke ofte at folk har diskus i det område. Der står at den har kontakt til medulla (rygmarv). Jeg har læst en del om det nu, og læser mig til at det kan give symptomer i form af lammelser, smerter, spasmer osv, især i benene. Et af mine største problemer er mine ben! Jeg kan uden problemer gå langt. Går mellem 10 og 21 km nogle gange om ugen. Men hvis jeg står og bukker overkroppen ned (fx hvis jeg skal samle noget op), eller hvis jeg går op af trapper, så gør det så ondt i mine ben. De syre helt og får en lammende fornemmelse. Nu tænker jeg, om det kan være pga. den discus der er beskrevet, og ikke som sådan sclerosen.
Jeg kan dårligt forholde mig specifikt til din sag, da jeg ikke har alle informationer om din sygdom og undersøgelsesresultater. Sædvanligvis vil man skifte MS behandling, hvis der kommer mere end to nye plak/læsioner på MR indenfor et år, selvom der ikke har været attak. Nye plak visse steder i hjernen anses dog for mere kritiske, og det er blandt andet i hjernestammen, som hjernebroen (Pons) er en del af.
Hvis din neurologiske undersøgelse desuden har vist kliniske tegn på læsion i Pons, hvilket du ikke nødvendigvis vil have mærket, kan et enkelt plak være nok til, at man vil overveje behandlingsskift. Da du er i 1. linjebehandling med Tecfidera, vil skift til 2. linje med enten Tysabri eller Ocrevus være det anbefalede, afhængig af JC-virus test resultat.
Hvad angår din discusprolaps vil kontakt til medulla (rygmarv) ikke nødvendigvis give symptomer, hvor der sædvanligvis skal være reelt tryk på rygmarven eller nerverødder, før det kan mærkes. Din neurolog kan være med til at tolke hvilke symptomer, som er sandsynlige ud fra placeringen af prolapsen, i forhold til hvad du mærker. Det kan desværre være vanskeligt at skelne MS symptomer fra diskusprolaps, hvilket kan besværliggøre beslutning om behandling.