Smerter i vristen
Igennem længere tid har jeg haft sclerose-smerter i vristen på højre fod. Jeg prøvede først Gabapentin til at tage smerterne, men det gav for mange bivirkninger. Nu prøver jeg Noritren, men det har endnu ikke taget smerterne efter flere måneder, hvor meget Noritren er det forsvarligt at tage? Eller er der måske andet jeg kan prøve? Medicinsk cannabis skulle være en mulighed. Men hverken min sclerose læge eller min praktiserende læge vil udskrive recept på medicinsk cannabis på nuværende tidspunkt med den nuværende viden. Er der mon andre læger, jeg kan henvende mig til?
Rygsmerter er vel heller ikke ualmindelige ved sclerose? Men mine smerter i ryggen ligner ikke smerterne i foden. Smerterne i foden er der næsten kun om aftenen, mens smerterne i ryggen kan komme i løbet af natten og være værst lige inden, jeg står op. Når jeg har været oppe et stykke tid forsvinder smerterne gradvist og kan komme igen i løbet af natten. Kan det være sclerose smerter?
Hvis ikke Panodil hjælper (og det gør det sjældent, hvis det er deciderede nervesmerter), er alternativet medicin udviklet mod epilepsi eller depression. Gabapentin tilhører førstnævnte kategori (og dets forstadie Pregabalin lig Lyrica) og Noritren sidstnævnte. I samme kategori er Amitriptylin og Imipramin. Med hensyn til Noritren er anbefalet dosering ca. således: Trap op med 10 mg 2 gange dagligt hver 2.-3. uge til effekt eller max 40-50 mg 2 gange dagligt.
Et andet lidt anderledes også en slags antidepressivt præparat er Duloxetin 30 mg en gang dagligt i 7 dage, dernæst evt. øgning til 60 mg dagligt. Det har jeg ikke personlig erfaring med. Problemet med præparaterne er at der ofte er bivirkninger, der begrænser brugen.
Med hensyn til rygsmerterne lyder det ikke umiddelbart som sclerosrelateret. Du skal måske overveje, om det kan have med lejring at gøre f.eks. din madras, da smerterne kommer efter at have ligget i flere timer og fortsætter efter igangsætning? Måske kan det være gigtsmerter eller som følge af osteoporose? Det kræver en nærmere analyse af bl.a. smerternes karakter at finde ud af, og jeg foreslår at du taler med egen læge, om der er behov for yderligere udredning. Da Panodils virkning kun er 4-6 timer, kan du høre, om du må prøve Panodil retard, der har forsinket udskillelse.