Smerter – skyldes de MS
For ca. 1 år siden fik jeg pludselig smerter i højre balle, føltes sviende lige under siddeknoglen i et område som i starten strålede meget ud, men senere er mere koncentreret. Egen læge prøvede med en blokade uden effekt diverse smertestillende uden hjælp, og mente til sidst at det nok var sclerose relateret.
Jeg fik almindelig fysioterapi uden succes og talte så med scleroselægen. Det var nok ikke sclerose mente de. Men han var omsorgsfuld og tog ansvar for at finde ud af det. Dernæst har jeg fået en podendusblokade uden succes, og en nerveledningsundersøgelse i benene, hvor de fandt en problematik i højre side. En forklaring er en nerve klemt eller lignende i alcox kanalen. Men stadig ingen forklaring på, hvorfor det er opstået, og hvordan det kan blive bedre. Det gør ondt at sidde ned, det smerter mindre når jeg står, og jeg har indkøbt aflastningspude til bagdelen.
Det udtrætter ekstra med konstante smerter oveni sclerosetrætheden. Så jeg har besøgt en fysioterapeut med speciale i underlivsproblemer. I 2018 behandlede hun mig for muskelinfiltrationer i bækkenbunden. Jeg har en tendens til at få muskelkrampe i lægge og armmuskler, og måske er der sammenhæng? Hun fandt at min sekretærmuskel i bækkenets højre side er anspændt, og nu prøver jeg 4 behandlinger hos hende samt specifikke udstrækningsøvelser hjemme.
Er det muligt, at de muskelkramper jeg har i underlivet skyldes sclerose? Jeg fik ultimo december 2019 en dropfods stimulator til højre ben, så kan det tænkes, at jeg i lang tid inden har kompenseret for dropfoden når jeg går, og dermed har medvirket til belastningen på højre ben, så det har skabt muskelinfiltrationer i bækkenmuskulaturen, der så nu klemmer på en nerve i højre alcox kanal?
Åbenbart er det ikke en lidelse som er kendt, og jeg har stået meget alene omkring dette. Hvis der er en mulig sammenhæng, vil det både give mening for mig og måske i fremtiden kunne hjælpe andre, der så ikke skal gå så lang tid med smerter.
Det er en kompleks problemstilling du oplever. Det virker som om du er blevet lyttet til, og at der er iværksat forskellige målrettede undersøgelser og behandlingstiltag. Der er ingen tvivl om, at det er smertefuldt for dig at have disse smerter, som lyder som om de er af neurogen karakter pga de er udstrålende og sviende. Nervesmerter kan have mange årsager, og MS er selvfølgelig én af dem, da hjernen kan fejlfortolke signaler fra kroppen.
Men det kan også være mere mekanisk udløste smerter ved at en nerve bliver afklemt. Pudentus nerven har både sensoriske/føle og motoriske/bevæge nerver, og forsyner især det område i skridtet vi kalder mellemkødet og bl.a omkring endetarmen. Den løber mellem nogle kraftige ledbånd og muskelhinder (Alcocks kanal). Hvis den kommer i klemme her, kan det give smerter og nedsat funktion. Det vanskelige er, at der ikke findes nogle typer af scanninger som kan påvise afklemningen, så derfor giver det god mening, at man har lavet en nerveledningsundersøgelse for at se, om der var en nervepåvirkning. Resultatet af denne kan så både betyde, at det kan være en mekanisk afklemning, men det kan også være MS relateret. Man har fra lægelig side forsøgt at behandle nerven med en blokade, men det har ikke haft effekt. Det kunne indikere at det muligvis er MS relateret.
Nu forfølger du så sporet med, at det kan være mekanisk og derved, at der er noget som trykker på nerven i dit underliv. Og da du tidligere har haft muskelinfiltrationer her, giver det god mening at afprøve dette.
Du beskriver også, at du har muskelkramper flere steder i kroppen, så man kan ikke udelukke, at du også har dem i underlivet, og at det er MS relateret. Jeg er sikker på, du har et godt samarbejde med den fysioterapeut du går hos, men ellers findes der også en meget kompetent fysioterapeut-uroterapeut og sexolog ved navn Birte Bonde som har klinik på Østerbro i Kbh. Hende kan jeg varmt anbefale til din problematik.
Næste spørgsmål er så hvorfor får du muskelinfiltrationer i bækkenbunden? Har du problemer med inkontinens, som gør at du ubevidst spænder mere? Er det dit gangmønster, hvor du har højresidig dropfod og dermed har brugt benene forskelligt? Her ville det også give god mening at teste muskelstyrken i benene, lave en grundig gang analyse, og se om der er uhensigtsmæssige kompensations mønstre. Jeg syntes, du forfølger forskellige mulige årsager til dine smerter, som er komplekse og svære at udrede. Umiddelbart tror jeg ikke de skyldes MS plaques i hjernen, men nærmere kompensations mønstre pga nedsat kraft og asymmetri.