Gå til hovedindhold

Søge nyt fleksjob

Spørgsmål

Jeg er i flexjob på gammel ordning, og kunne godt være interesseret i at finde et nyt job. Kan man søge et job og så spørge arbejdspladsen, om de kan oprette jobbet som et flexjob, hvis de ville være interesseret i at ansætte mig? Tænker selvfølgelig så, at de ville skulle kontakte min bopælskommune. Har jeg forstået det rigtigt, at hvis man skulle blive syg, så får arbejdspladsen refusion, og det er vist så den eneste fordel, de har af at ansætte en flexjobber.

Jeg er klar over, at jeg vil komme på den nye ordning, som jo ikke er så god, som den ordning jeg er i nu. Skal siges, at jeg ikke har fundet et job, men vil bare gerne være helt sikker på, at jeg gør det rigtige. Er der andet, jeg skal overveje, hvis jeg skulle være så heldig at finde et nyt flexjob?

Svar

Som alle andre lønmodtagere har du også mulighed for at søge nyt job. Du kan bede Jobcentret udstede et Fleksjobbevis (hvis du ikke allerede har et i forvejen). Det kan du så bruge i forbindelse med ansøgning af job. Det giver dels arbejdsgiveren oplysninger om de skånehensyn o. lign, der gør sig gældende dels indeholder det oplysninger på kontaktperson i Jobcentret. Du kan finde formularen Fleksjobbevis på Borger.dk.

Vedrørende løn kan du søge vejledning i din faglige organisation, du vil få udbetalt løn svarende til den indsats, som du yder på arbejdspladsen, hvorefter Jobcentret beregner fleksløntilskud. Men jeg forstår, at du er bekendt med disse regler. Du skal selvfølgelig også være opmærksom på, at indbetaling til evt. arbejdsgiverindbetalt pensionsordning - ved ansættelse efter reglerne efter 1.1.2013 - vil ske i forhold til den udbetalte løn, og der max er et tilskud på 500 kr. mdl.  via Jobcentret. Det vil være relevant at kontakte dit pensionsselskab for nærmere vejledning.

Der ydes sygedagpengerefusion fra 1. fraværsdag til arbejdsgiver.