Gå til hovedindhold

Støtte til bil og særlig indretning

Spørgsmål

Jeg er i den situation, at min bil (kassebil) er så brugt efter 8 år, at det vil koste mellem 50.000 og 100.000 kr. at reparere den, så den kan gå igennem syn. Jeg har overvejet, om jeg skulle søge en ny bil. Jeg har haft 3 handicapbiler bevilliget af min kommune, som trivselsbiler, og jeg har af min ergoterapeut fået den opfattelse, at det vil være svært for mig at få bevilliget en ny trivselsbil.

Jeg har meget brug for min bil, jeg har en BPA-ordning og er afhængig af, at mine hjælpere kan transportere mig i forhold til det handicappolitiske arbejde jeg har i DH og handicaprådet i den kommune, hvor jeg bor. Jeg bruger også bilen til diverse sociale arrangementer, samt besøg hos familie, børn og børnebørn.

Jeg er i den heldige situation, at min far har tilbudt mig at købe en kassebil til mig, og mit spørgsmål er derfor: hvis han køber denne nye kassebil, kan jeg så søge kommunen om etablering af lift, fastspænding af kørestol og lignende? Eller er det ikke muligt?

Svar

Betingelserne for støtte til bil er – kort fortalt – at du har en væsentlig nedsat funktionsevne og derudover har et kørselsbehov, som ikke kan dækkes gennem de etablerede ordninger (handicapflex/flex). Umiddelbart tænker jeg, at du har en væsentlig nedsat funktionsevne, så det vil være kørselsbehovet, der vil blive afgørende. Her er det vigtigt, at du laver en form for kørselsdagbog – gerne over en 4 ugers periode. Her skriver du ALT hvad du kører til – som du beskriver det, lader det til at du har et væsentligt kørselsbehov.

Egentlig synes jeg, at du bør få afklaret, hvorvidt du opfylder betingelserne for støtte til bil. Det er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, at du har fået en generel udtalelse om, at det er svært at få bevilget. Jeg vurderer det sådan, at du ikke har noget valg. Din nuværende bil er slidt og reparation er bekostelig.

Hvis din far køber en kassebil til dig, så går jeg ud fra, at I er bekendt med, at prisen for bilen er en ganske anden, end hvis man køber en kassebil, hvor der er ydet støtte i h. t. serviceloven. Den grønne ejerafgift er også et beløb af en vis størrelse. Undersøg dette meget nøje, før I tager skridt til at købe selv. Vedrørende særlig indretning, ja det kan godt bevilges i en bil, som der ikke er ydet støtte til. Men her gælder det også, at det er vigtigt at have bilsagsbehandleren med på råd, før købet.