Gå til hovedindhold

Styrketræning eller svømning

Spørgsmål

Jeg vil lige høre, det er bevist, at styrketræning skulle være godt mod sclerose, men hvad med svømning er det lige så godt?

Begyndte at svømme inden Corona udbrud igen, og kunne godt mærke at jeg har haft attack i højre ben, da det ikke rigtigt vil følge med, men der kunne trænes, kunne jeg mærke ved at have fokus på dette, så overvejer kun at svømme og ikke styrketræning, hvad vil I anbefale?

Svar

Det er korrekt, at det er bevist at hård styrketræning er gavnligt for såvel muskulaturen som hjernen, når man har MS. Den forbedrede muskelstyrke efter styrketræning giver også bedre gangfunktion.

Svømning er en helt anden form for træning, som mere fokuserer på koordination og udholdenhed. Benene er frit svævende i vandet, og det gør koordinationen meget sværere end f.eks. benpres i maskiner, hvor fødderne står fast det samme sted. Dermed kan du ikke generere så megen kraft i vandet og bevægelser er også mindre, hvorved det ikke giver den samme muskulære effekt.

Hvis dit mål er at opbygge muskelstyrke, vil jeg helt klart anbefale styrketræning eller som alternativ motionscykel, hvor fødderne også er stabile på pedalerne. Så kan du fokusere på muskelopbygningen og ikke styringen af benet. Når du forhåbentlig har bygget mere muskelmasse op, kan du derefter fokusere på balance og koordinations træningen. Så i dit tilfælde styrketræning først - derefter kombinere med svømning.