Tecfidera og graviditet
Jeg har fået Tecfidera, siden jeg fik diagnosen MS for 4 år siden. Der er ingen aktivitet i sygdommen.
Min mand og jeg vil nu forsøge at få et barn mere. Ifølge min neurolog er Tecfidera ude af kroppen efter 48 timer, hvorfor jeg blot skal stoppe med medicinen et par dage inden ægløsning. Jeg er tidligere blevet gravid med det samme og da jeg kan læse, at der med Tecfidera er en risiko for misdannelser hos fosteret, vil jeg spørge, om det er med garanti, at Tecfidera allerede er ude af kroppen efter 48 timer?
Samtidig vil jeg gerne spørge, om det er almindeligt, at man ikke skifter til andet præparat, som må indtages under graviditet, men blot pauserer Tecfidera? Min sclerose defineres som mild, da jeg aldrig har oplevet andre symptomer end let prikken og snurren i kroppen, som startede for 7 år siden.
Dejligt med så mildt et sygdomsforløb. Jeg er enig i, at du blot skal prøve at blive gravid og ikke få anden behandling, mens du er gravid. Det er uhyre sjældent med attakker under graviditet.
Tecfidera bliver hurtig omsat i kroppen, derfor skal man også tage det 2 gange om dagen for at ”holde koncentrationen af medicinen i blodet oppe”. Så jeg er enig med min kollega.