Gå til hovedindhold

Træning af et svagere ben

Spørgsmål

Jeg har levet helt uden problemer med MS siden 2003 - indtil 2016, hvor der må have været et attack i rygmarven. Resultatet var, at jeg begyndte at trække meget på det ene ben som følge af en Paraparese i rygmarven med en dropfod til følge.

Får nu Tysabri og Fampyra som har hjulpet lidt, men har stadig dropfod. Har prøvet både el- stimulation, -skinner mm, men det har ikke rigtig haft effekt. Får altid at vide, at jeg skal træne min øvre lårmuskulatur og hoftebøjere godt op, men hvordan gør jeg det? Har prøvet flere fysioterapeuter i mit område, men de ved ikke så meget om sygdommen.

Der findes også Alter G, hvad synes du om den form for træning. Nægter at give op og ende i en kørestol.

Svar

Det lyder som om, at paresen i dit ben primært har påvirket foden, men også knæ og hofte. Det er 3 år siden dit attak, og du har gjort det helt rigtige i forhold til medicinsk behandling, samt forskellige former for træning og hjælpemidler.

Hvis foden dropper, straks du begynder at gå eller efter nogen tids gang, er det vigtigt, at du respekterer denne udtrætning ved enten at holde en restitutions pause (hvilket ikke altid er relevant eller muligt), eller ved at afhjælpe dette via en dropfodsskinne/el dropsfods stimulator. Hvis ikke kan du få et uhensigtsmæssigt gangmønster.

Du kan muligvis træne dit ben noget op, men det er også muligt, at det primære mål bliver at vedligeholde det funktions niveau du har nu grundet paresen fra 2016. El-stimulation kan være med til at øge muskelstyrken i foden, da muskulaturen får et extra nervemæssigt input via el. Men det kræver fortsat, at der er nervemæssig forbindelse fra hjerne/rygmarv.

Styrketræning ved vi har effekt, hvis du træner tungt med 15 x 3 gentagelser og med 1 minuts pause imellem sættene.

Hoftebøjeren kan trænes stående, så hvis det er højre ben, kan du sætte dette ben bagud, og derefter trække benet frem og knæet så meget opad du kan og derefter bagud igen. Hvis øvelsen er let, kan du sætte en vægtmachet om foden, men hvis øvelsen er tung/krævende, kan det være tilstrækkeligt at løfte benet.

Omkring knæet er det knæstrækkeren/quadraceps og knæbøjerne/haserne, det drejer sig om. Hvis du har adgang til træningsmaskiner, skal du have fokus på stræk over knæ med modstand 15 x 3 og bøjning over knæ med modstand 15 x 3.

Alter G - hvor man bliver delvist vægtløs, og der fjernes op imod 80% af kropsvægten - er også en mulighed. Apparatet vil give dig en fornemmelse af, at benet er lettere, og det derved er nemmere at udføre bevægelser. Men det kan være lidt ligesom med el-stimulationen, at det har effekt, mens du træner, men muligvis ikke bagefter.

Jeg tror meget på styrketræning for at forøge muskel volumen kombineret med funktionel træning med mange gentagelser/repetitioner. Cykling på almindelig, cykel eller motions cykel kan være rigtig godt i dit tilfælde, da foden bliver guidet via pedalen, og du ikke skal koncentrere dig om, hvor du sætter foden/hvordan benet føres frem. Samtidig bliver det svagere ben hele tiden mindet om via det stærke ben, hvordan bevægelsen skal være.

I dit tilfælde skal du også være meget opmærksom på, at achilles senen ikke bliver for kort, så stræk denne ofte ved at sætte foden bagud og føre bækkenet frem, så du får et stræk af achilles senen og lægmusklen.

Jeg ved, at dette svar bliver meget generelt, og derfor er det vigtigt, at du prøver endnu en fysioterapeut, og bliv testet på styrke og udholdenhed, og få herefter sat et program sammen, som passer lige præcis til dig. Din henvisning til fysioterapi kan bruges i hele landet.