Gå til hovedindhold

Trænings vejledning

Spørgsmål

Jeg er 43 år og har primær progressiv sclerose. Jeg er gående, men er nød til jævnligt at sidde eller ligge for at genvinde kræfterne og følelserne i især det venstre ben.

Mit problem drejer sig om, at jeg synes, det er vanskeligt at træne, når man som jeg er nødt til at sidde ned meget af tiden, selv hos den lokale fysioterapeutklinik, og det skuffer mig. Det virker som om, faciliteterne og træningen er baseret på, at folk selvfølgelig kan stå/gå. Jeg har gennem et år forsøgt at træne på et sclerosehold ved den lokale fysioterapeutklinik, men overvejer nu at kaste håndklædet i ringen. Selv om vores søde fysioterapeut tager hensyn til, at jeg ikke er så stabilt gående/stående som de andre på holdet, er det alligevel hårdt for mig. Mine ben bliver tunge, når jeg træner, og når timen er forbi, og de andre stormer ud, sidder jeg tilbage og aner ikke, hvornår jeg bliver i stand til at gå ud til min bil på parkeringspladsen.

Så vidt jeg husker, er kriteriet for at deltage på holdet, at man er stående/gående, og der findes intet hold for os, der er knap så stabilt stående/gående. Jeg har også prøvet at træne individuelt ved samme fysioterapeutklinik. Idet jeg som sagt er nødt til at sidde ned meget af tiden, når jeg træner, bestod den træning primært af siddende trissetræning, men det var efter min mening noget værre bøvl. Den lette stol jeg sad på flyttede sig, når jeg bevægede mig, og de klude jeg havde på her og der, for at noget skulle glide og noget andet ikke skulle, flyttede sig også, når jeg bevægede mig, så det endte med at blive et nej tak herfra.

I stedet købte jeg et abonnement ved et offentligt motionscenter, hvor de har træningsmaskiner, som er beregnet til at sidde på, og det fungerer bedre for mig, men jeg savner kontakt til en fysioterapeut. 34 km fra min bopæl ligger der en anden fysioterapeutklinik, som har bedre faciliteter, bl.a. combi cykler/sofacykler, en siddende crosstrainer, en 2 i 1 leg curl og leg extensions træningsmaskine og en gangbare, men jeg føler mig ikke helt tryg ved at skulle køre så langt på træningstunge ben. Har du et bud på, hvordan jeg får det bedste ud af situationen?

Svar

Jeg syntes, du skal prioritere og respektere dine fysiske ressourcer og træne i motionscentret tæt på din bopæl. Man kan få individuel træning/behandlinger vederlagsfrit, hvis man opfylder kriterierne for et svært fysisk handicap (bl.a anvendelse af hjælpemidler indendøre). Hvis du opfylder kriterierne for at få individuel træning vederlagsfrit, anbefaler jeg, at du kombinerer med en af fysioterapeuterne. Forstået på den måde at fysioterapeuten hjælper dig med at sammensætte et program i de relevante maskiner i motionscentret. (Tag evt. billeder af maskinerne, så fysioterapeuten kan se, hvad der findes). 

Træn selv 2-3 x ugentlig i motionscentret udfra vejledningen, og konsulter så fysioterapeuten hver 3-4 uge for opfølgning og evt. justering af program. På denne måde kan du vedligeholde træningen og samtidig få supervision.

Næstbedste alternativ er at køre de 34 km og træne hos den anden fysioterapeut, men det kommer til at tage mange af dine kræfter. Så du må vurdere, om du selv kan varetage meget af træningen og blot blive superviseret, eller om du har brug for at fysioterapeuten er med hver gang.