Læge på landets bedste scleroseklinik: “En læge bør også kunne tage patienterne i hånden”

Hvorfor har Dagens Medicin kåret jer til landets bedste Skleroseklinik?

Det handler i høj grad om, at alle her i klinikken – sekretærer, sygeplejersker og læger – tager ansvar for at sikre, at vi både får set, undersøgt og fulgt op på vores patienter, og ikke mindst at vi får registreret alle data korrekt.

De klinikker, der er gode til at få lavet scanninger og få dem registreret, har mindre sygdomsaktivitet hos deres patienter i behandling, fordi man er hurtig til at fange sygdomsaktiviteten og skifte til højeffektiv behandling på det rigtige tidspunkt.

Noget af det, som jeg også synes, vi er rigtig gode til – og som også viser styrken ved de mindre klinikker (Herlev, Aabenraa og Esbjerg er alle mindre klinikker, der de seneste år har ligget som de tre bedst placerede i landet, red.) – er, at vi har en god kontinuitet i de forskellige patientforløb. Det er ofte den samme læge og sygeplejerske, der ser den enkelte patient, og det gør, at vi lærer patienterne at kende. Det giver en nærhed, som jeg tror patienterne oplever som en tryghed.

Læs mere om kåringen i Dagens Medicin

Hvordan forsøger I at møde patienterne?

Jeg går meget op i at individualisere det enkelte forløb og forsøge at give folk den nødvendige viden om, hvad der er vigtigt for dem, og hvornår de skal reagere – men også om sygdommen generelt. Jeg spørger ofte folk, om de selv har en fornemmelse af, hvordan de skal tolke deres scanningssvar, så de får de bedste forudsætninger for at forstå konklusionen. Og så kan jeg godt lide, at der er mange patienter, der faktisk kommer og stiller nogle krav og har spørgsmål til behandlingen. Så plejer jeg at sige ”Lad os endelig prøve at kigge på det,” så man har en følelse, når man går ud ad døren, af at man er blevet taget alvorligt.

Se et kort klip fra interviewet med Tobias Sejbæk her:

Hvad er din personlige motivation for at beskæftige dig med MS?

Da jeg startede med at arbejde med neurologi, havde jeg en helt igennem fantastisk chef, som jeg stadig har som forbillede i dag. Det er pudsigt, at der kan være en person, som kan have en så stor betydning for ens karrierevej, men jeg tror, det er derfor, jeg sidder her i dag og arbejder med det her område. Han var simpelthen et enormt sympatisk og rart menneske og samtidig meget kompetent. Og så havde han også øje for det individuelle patientforløb.

Hvad betyder forskningsdelen for dig?

Forskning er helt fundamentalt for, at vi rykker os behandlingsmæssigt imod næste trin: behandling af progressiv MS. Og rent personligt synes jeg, det er så spændende at have forskning med som en del af mit arbejde. Det tror jeg også patienterne kan mærke. Samtidig oplever jeg også en stor interesse blandt patienterne for de studier, vi laver. Der er folk, der kører 150 km hver vej for at deltage, og vi har patienter, som har stillet op til rygvæskeundersøgelser flere gange. Jeg plejer nogle gange at sige, at det kun er den hvide spidsmus, der er undersøgt grundigere end folk med MS, fordi folk oftest gerne vil deltage i studierne, hvis de kan se en mening med det, der undersøges.

Hvad oplever du som de største udfordringer hos jer?

Ligesom det kan være en fordel at være en lille klinik, kan det også være en udfordring. Hvis der er én, der er på et kursus eller syg i en uge, så er det måske en tredjedel af en faggruppe, der mangler, og så spreder det sig som ringe. Mangler der en læge eller en sygeplejerske, så mærker sekretærerne det også, fordi de har sværere ved at finde tider til folk, og det kan skabe frustration hos alle. Generelt kan jeg godt være lidt bekymret for, hvordan vi skal få tingene til at hænge sammen i en fremtid, hvor vi får flere patienter og tilbyder flere og mere avancerede behandlinger. Vi har ikke fået tilført flere ressourcer på læge- og sygeplejerskesiden i al den tid jeg har været her.  

Hvad er løsningen?

Vi prøver selvfølgelig at prioritere ressourcerne bedst muligt og for eksempel på, hvornår vi kan flytte en patient fra halvårlige til årlige konsultationer. Men det er en balancegang, for det giver bare et meget tættere forløb at ses hvert halve år. Når diagnosen er ny, er 12 måneder imellem konsultationerne for meget. Det er dér vi skal sikre os, at vi har givet folk en god viden om deres sygdom, så de føler sig velinformerede og har en forståelse for, hvornår de skal bruge os som klinik. Og så mener jeg, at vi i sundhedsvæsnet generelt bør være bedre til ikke at stå for firkantet på vores faggruppe. At tage en trist patient i hånden forbindes ofte med en sygeplejerskeopgave. Men jeg mener sagtens, man kan udvise den omsorg som læge. Og omvendt har jeg nogle rigtig dygtige sygeplejersker, der ved meget om behandling, hvilket betyder, at man som patient ikke nødvendigvis behøver vente på en lægetid for at opstarte en smertestillende behandling.

Hvilke udfordringer ser du generelt i behandlingen af personer med MS?

De kvalitetsparametre, vi måler på i dag, fokuserer kun på de patienter, som er i et behandlingsforløb. Dem er vi gode til at se og MR-scanne. Scleroseafdelingerne bliver til gengæld ikke vurderet på, om der er tider til folk, der har en attak – altså en sygdomsforværring. Det er måske dem, der burde have højest prioritet.

Derudover tror jeg, der er mange med progressiv MS, der oplever, at det er svært at få en tid på sygehuset, og at de næsten bliver skubbet væk med en opfordring om at blive fulgt ude i byen af en praktiserende neurolog. For mig er det en enorm vigtig del af MS-behandlingen, at man tager ordentligt hånd om dem, som der måske ikke er medicinsk behandling til, men hvor man kan symptombehandle. Og jeg tror, det har stor betydning, at man bliver fulgt dér, hvor behandlingerne bliver tilgængelige, når de en dag kommer – og det vil helt klart være i de etablerede skleroseklinikker.