Gå til hovedindhold

Gigtforeningen og Scleroseforeningen samler ind til forskning

Nordvestjyder står op for hinanden

 

Af Knud Erik Aagaard Kristensen, Frivillig i Scleroseforeningen

Under overskriften ”Vi står op for hinanden” samler Gigtforeningen og Scleroseforeningen ind til forskning i Region Hovedstaden og Region Midtjylland søndag den 10. september.

I de to regioner har cirka 2000 frivillige meldt sig som indsamlere, og i Holstebro, Lemvig og Struer Kommuner står op mod 100 op for at støtte kampen mod gigt og sclerose, men der er fortsat brug for flere indsamlere. Henvendelse kan ske til de to foreningers lokalafdelinger.

De nyeste tal viser, at der i Danmark lever 15.000 personer med sclerose, heraf mindst 135 i Nordvestjylland, og at mere end 700.000 har fået konstateret en af de mange gigtsygdomme. Der er i mange år forsket i gigt og sclerose, og forskning har ført til, at lægerne i dag ved meget mere om at diagnosticere og behandle de to ofte kroniske sygdomme end for 20 år siden.

Men den endelige løsning på forebyggelse og behandling lader fortsat vente på sig, og derfor er indsamlernes indsats, og borgernes vilje til at støtte, fortsat meget aktuel. Det er derfor vigtigt, at frivillige står op for at koordinere indsamlingen eller gå fra dør til dør for at bede om støtte i den gode sags tjeneste.

I 2016 blev der i de to regioner indsamlet 3,7 millioner kroner, og heraf  blev de cirka 160.000 kroner samlet ind i Nordvestjylland, men det store ønske er, at det indsamlede beløb bliver endnu større i 2017.

”Søndag den 10. september står jeg op for de mange, der lever med gigt og sclerose. Jeg var også indsamler sidste år. Det var en rigtig god oplevelse”, fortæller tidligere fodboldspiller Andreas Laudrup, der i 2012 fik diagnosen reaktiv gigt. Fotograf: Jacob Ljørring