Ægteskabet overlevede ikke

I de tre-fire måneder, hvor vi søgte hjælp hos kommunen, der sov jeg næsten ikke. Jeg kørte fuldstændig træt i det og gik ned med flaget.« 

Sådan siger Vibeke Ulsø Vendelbo om tiden, der ledte op til, at hun og hendes daværende mand, Jens Filtenborg, gik fra hinanden i 2010. I flere år havde hun mere eller mindre stået alene med ansvaret for parrets to børn, Anne og Nynne, på grund af Jens’ scle­rose, der gav ham både fysiske begrænsninger og problemer med at huske og danne overblik.

»Jeg fortrød rigtig meget rigtig mange gange, at vi havde fået Nynne. For jeg kunne ikke overskue det. Det var mig, der var alene med børnene hele tiden. Jens hjalp, i det omfang han kunne. Men det var lidt ligesom at have tre børn. Han skulle have at vide, at nu skulle han tage en frakke på og gå ud i bilen og så videre. Han kunne ikke gøre det af sig selv,« fortæller Vibeke.

Derfor måtte Vibeke hele tiden forsøge at være et skridt foran og planlægge sig ud af situationer, hvor Jens skulle stå alene med ansvaret. Hun fortæller, at hun altid havde en backup, så der kunne ringes til bedsteforældre eller andet familie, når hun til tider måtte arbejde sent.

For hun kunne ikke lade Jens være alene med parrets to små piger, der dengang var kun et og fem år gamle. Det magtede han ikke.

»Jeg havde svært ved at håndtere, at børnene larmede. Det påvirkede mig negativt. Når jeg bliver træt både fysisk og kognitivt, så skal der ikke ret meget til, før jeg bliver sur og skælder ud,« siger Jens. »Hvis jeg var alene med børnene og for eksempel skulle stå for madlavning, så fik de mere eller mindre lov til at passe sig selv. Det var selvfølgelig et problem, da de var mindre.« 

Bliver gjort opmærksomme på hjælp

På et weekendkursus med Scleroseforeningen blev parret gjort opmærksom på, at det var muligt at søge hjælp hos kommunen, så de bedre kunne få hverdagen til at hænge sammen. Derfor gik Vibeke i november 2009 i gang med at søge Herning Kommune om hjælp. 

»Det var ligesom at slå i en dyne. For Herning Kommune tilbød jo nogle ting, det var bare ikke det rigtige. Det var, som om de havde nogle kasser, man blev puttet i. Her var en sclerosepatient. Han skulle have en rollator, kørestol og hjælpemidler, og det fik han også. Men han var kun 40 år gammel, så det var jo hjælp til bad, der var brug for. Jeg forklarede og forklarede, men der var ikke nogen, der forstod, hvad det var, vi havde brug for.« 

Parret søgte hjælp til, blandt andet at der kunne komme én og hjælpe og støtte Jens til for eksempel at planlægge, handle og lave aftensmaden. Hjælp, der gjorde ham i stand til at være forælder, uden at Vibeke var der. De blev i stedet tilbudt en hjemmehjælper, der kunne hjælpe med at få Jens op om morgenen og komme igen i løbet af dagen, hvilket ifølge Vibeke gjorde Jens »fuldstændig stresset«. Jens ville ikke have fremmede damer med ud på toilettet. Det kunne han godt klare selv. Til sidst søgte Vibeke selv om, at hun kunne blive ansat som Jens’ støtteperson. 

»Vi syntes, at det var en glimrende løsning, for jeg gjorde jo det hele i forvejen, jeg fik bare ikke penge for det. Men vi fik at vide, at det gjorde de ikke i Herning Kommune,« siger Vibeke.  

Mere hjælper end kone 

Efter flere måneder, hvor Vibeke intenst arbejdede på at skaffe den nødvendige hjælp, endte det med, at Jens sagde stop. Han ville ikke længere have, at de søgte hjælp. 

»Jeg kørte simpelthen død i at søge hjælp hos kommunen. Det var nederlag på nederlag, og det udmattede mig fuldstændig. Det hang mig langt ud af halsen, og jeg orkede ikke at slås med kommunen,« siger Jens.

Kort tid efter forelskede Vibeke sig i sin gamle kammerat, og hun og Jens gik fra hinanden.

»Jeg havde simpelthen så dårlig samvittighed over at gå fra ham, for han kunne jo ikke gøre for, at han var syg. Men på den anden side kunne jeg heller ikke være det bekendt over for mig selv,« siger Vibeke. »Vi stod med to små børn, og jeg kunne slet ikke overskue, hvordan mit liv skulle blive, hvis vi ikke fik noget hjælp. Jeg havde levet mig ind i rollen som hjælper. Jeg var mere hjælper end Jens’ kone til sidst.«

Intet blik for den enkelte

I dag er både Vibeke og Jens flyttet ud af Herning Kommune. De er begge i nye forhold og har et godt samarbejde om børnene, der bor hos Vibeke og besøger deres far og hans kæreste hver anden weekend og i ferierne. Men kun under forudsætning af, at Jens’ kæreste er der. For Jens modtager stadig ingen hjælp den dag i dag, og ifølge ham er han nødt til at trække på kæresten, når han har børnene. Han orker ikke at søge hjælp nu, selvom han har skiftet kommune, siger han. 

Når Jens og Vibeke ser tilbage på den tid, hvor de stadig var en familie, ville de ønske, at Herning Kommune havde tacklet sagen anderledes. 

»Jeg ville ønske, at de så på det enkelte menneske. Jeg synes ikke, at der var forståelse for, at grundlaget for, om han kunne få et godt liv, det var ikke, om han kunne komme i bad hver dag. Det var faktisk, at han kunne få lov til at være far og ægtemand på lige fod med andre, der ikke fejlede noget,« siger Vibeke. 

Herning Kommune, der havde ansvaret for sagsbehandlingen, er blevet forelagt kritikken. Søren Liner Christensen, direktør for Social, Sundhed & Beskæftigelse i Herning Kommune, udtaler i den forbindelse:

»I Herning Kommune bestræber vi os på at yde hjælp, som tager udgangspunkt i individet og den konkrete livssituation. Det er vi, efter beskrivelsen, desværre ikke lykkedes med i dette tilfælde, og det beklager jeg. Jeg kan desværre ikke kommentere yderligere på denne konkrete sag pga. tavshedspligten.«

Johanne Duelund Kramer

Journalist