”Hvis du virkelig vil, så gør det!”
18. maj 2016
Kort fortalt
At gå Caminoen har altid været en drøm for Dorthe Larsen. Men da hun fik diagnosen sclerose, var hun bange for, at drømmen måtte forblive lige netop dét. Men i sommer førte hun sin drøm ud i livet.
Det har altid været en drøm for Dorthe Larsen at gå Caminoen fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Men pludselig fik Dorthe sclerose – og så blev livet sat i perspektiv. For hvad gør man, når man har udskudt sin drøm så længe, at den pludselig forhindres af livet? Dorthe Larsen er 53 år, førtidspensionist og bor i et rækkehus på Amager. I 1999 vågnede hun en morgen med føleforstyrrelser i benene, og i 2000 fik hun diagnosen attakvis sclerose. Før hun fik diagnosen havde hun tænkt, at hun havde masser af tid til at gå Caminoen, når hendes datter engang i fremtiden var flyttet hjemmefra. Men pludselig stod hun med sin diagnose og vidste ikke, om hendes sclerose ville forhindre hendes drøm.En visnet drøm?
”Jeg havde hverken tid eller penge før min diagnose. Jeg var mor til en teenagedatter på det tidspunkt, så jeg kunne jo ikke bare lige tage af sted i en måned eller to. Da jeg så fik sclerose, tænkte jeg meget over, hvor ærgerligt, det var, at jeg ikke fik gået turen noget før. På et tidspunkt besluttede jeg mig for, at hvis det nogensinde ville kunne lade sig gøre, så skulle jeg gøre det – så skulle jeg gå Caminoen,” fortæller hun. Dorthes attakker har været både lammelse af venstre side af kroppen, gangbesvær, og attakker der har ramt hendes syn. Hun har mistet en del af synet på venstre øje, og hun er ramt af føleforstyrrelser, der blandt andet gør, at det føles, som hun har en dieselmotors konstante summen i kroppen.Fanget i angsten
Omkring 2003 fik hun voldsomme attakker med spasmer, der slog benene væk under hende. Det udviklede sig til angst. På det tidspunkt i hendes liv kunne hun ikke engang gå ud med skraldet i en blanding af fysisk og psykisk hindring. Hun følte ikke, at hendes krop kunne klare det, og frygten for at den ikke kunne, holdt hende fanget i hjemmet. ”Jeg faldt om i smertefulde kramper alle steder. Jeg havde mistet mig selv. Alt det, jeg før tog for givet, var væk,” siger hun. Dorthe kom på epilepsi- og antidepressivmedicin, og hun havde en ”panikfrugt” med i lommen, hvor end hun var. Dermed kunne hun, hvis hun blev overvældet af angst, sætte sig ned og fokusere på at spise frugten, så hun kontrollerede panikken. Langsomt fik Dorthe det bedre.Fire gange på hærvejen
”Jeg startede i det små og gik ud med skraldet og tog på et tidspunkt i Fields og drak en kop kaffe. Langsomt kunne jeg mere og mere. Så begyndte jeg med at gå Hærvejen fra Padborg til Viborg,” siger hun. Dorthe gik Hærvejen fire gange, inden hun besluttede, at hun ville kaste sig over sin næste rejse; Caminoen. Der var bare ét problem. Hun fik Copraxone. En sprøjtemedicin der hverken tåler lys eller varme – og det er der desværre masser af på Caminoen. Samtidig ville medicinen ende med at fylde hele hendes rygsæk. Lægerne forsøgte at finde en løsning, så Dorthe kunne komme afsted, men løsningen var ikke holdbar og Dorthe måtte se sig slået af sclerosen. Troede hun.Pillerne reddede Dorthes drøm
I 2013 kom medicinen Aubagio på markedet. Det var dét, Dorthe havde ventet på. En erstatning af hendes medicin i pilleform. Dorthe startede på pillerne i februar 2014 og efter halvandet år med scanninger og blodprøver tog hun afsted. ”Jeg tog afsted lige så snart, jeg kunne – dagen efter min eksamen på HF,” fortæller Dorthe, der er ordblind og læser på HF som en del af hendes bucket list, som også Caminoen er en del af. En bucket list er en liste over oplevelser, man vil nå, inden man stiller træskoene, eller som man siger på engelsk ”before you kick the bucket.” Dorthe startede sin rejse i Pamplona i Spanien, der ligger omkring 70 km efter startpunktet for Caminoen. Turen over Pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig er hård, og hun ville ikke risikere, at hendes rejse endte, før den var begyndt. Hun valgte at gå de næsten 700 km fra Pamplona til Santiago de Compostela alene. ”Jeg gik alene, så jeg selv kunne styre, hvor jeg skulle overnatte, hvor jeg skulle spise, og vigtigst af alt hvornår jeg ville have pause. Når man går på Caminoen, ender man tit med at støde på mange af de samme mennesker hele tiden, så man får nærmest nogle at følges med. Men det dejlige ved Caminoen er, at det er fuldt legalt at sige: ”Gå du bare” uden at skulle forklare sig,” siger hun.Alene uden sclerosemærkat
Dorthe fortalte ikke om sin sclerose på turen. Og dagene i hendes eget selskab gjorde hende godt. ”Det er det mest simple liv, man kan forestille sig. Alt, hvad man ejer, er i en rygsæk, og hverdagens bekymringer og problemer forsvinder på Caminoen. Når man vandrer, finder man ind til sig selv, fordi man går så meget med sig selv og sine egne tanker,” siger Dorthe, der på turen stod op hver morgen klokken halv fem med en lampe i panden for at vandre videre mod Santiago de Compostela. Dorthe fulgtes med en franskmand ned fra Cruz de Ferro også kaldet jernkorset. Turen ned er hårdere end at gå op, og da Dorthe og franskmanden ankom til den næste lille by, ville franskmanden tage et hvil og fortsætte næste dag. Men Dorthe følte sig ustoppelig.En overbelastning med et bæreforbud
”Jeg tænkte: ’skal jeg gå videre til den næste by?’ Jeg besluttede mig for at gøre det. Men tre km fra byen kollapsede min ryg af ren overbelastning. To pilgrimme gav mig deres vandrestave, og jeg kæmpede mig frem til et herberg, hvor jeg fik lov at sove på en sofa, fordi der ikke var nogen ledige senge,” fortæller hun. Dorthe tog på hospitalet og fik noget smertestillende og muskelafslappende. Hun fik bæreforbud i nogle dage, og på grund af hendes ryg endte hun med at tage bussen på otte kilometer af ruten. ”Jeg var lidt ærgerlig over, at jeg måtte tage bussen noget af vejen. Men en del af oplevelsen på Caminoen er selvfølgelig også, at man løser de problemer, man støder på,” siger hun.Rygsækken forsvandt
Men der var flere problemer i vente. Da Dorthe genoptog vandringen, fik hun kørt sin tunge rygsæk med taxa til den næste by, så hun kunne skåne sin ryg. Men så forsvandt hendes rygsæk. Dorthe havde næsten opgivet at få rygsækken igen, da hun på næste herberg taler med bestyreren om sit problem. Hun opdager, at han har taxaselskabets kort Hængende på en opslagstavle. ”Bestyreren fandt ud af, hvem jeg havde sendt min rygsæk afsted med, og ringede til dem. ”Din rygsæk er her om en halv time” sagde han, og det var den - med alt i,” fortæller hun. Man kan stadig høre overraskelsen i hendes stemme. ”Derefter bar jeg den resten af vejen.”Tårer ved Verdens ende
Efter en måneds vandring nåede Dorthe endelig til caminoens slutpunkt i Santiago de Compostela, hvor hun mødtes med sin kæreste Frank. Men at nå Caminoens mål var ikke nok. Man kan nemlig også vælge at gå videre til Finisterre, bedre kendt som ”Verdens ende”, og det skulle Dorthe selvfølgelig. Da de nåede til Finisterre efter næsten 80 km, kunne hun ikke holde sine følelser tilbage. ”Jeg græd. Jeg sagde til Frank: ”Jeg bliver lige nødt til at sidde ned og græde.” Det var så stort for mig. Det var jo min drøm, der var gået i opfyldelse,” siger Dorthe, der stadig har diplomerne for Caminoen og turen til Verdens ende hængende på køleskabet. Mens hun fortæller, falder en lille glædeståre ned af hendes kind. ”Der er ingen gaver, når man har sclerose. Jeg kæmpede mig tilbage til livet, og jeg blev ved med at kæmpe. Det var tungt og surt og hårdt, men jeg tog en masse små skridt, der blev til noget rigtig stort,” siger hun stolt.Der er flere på punkter på min bucket list
”Jeg planlagde selv turen, og jeg gik Caminoen. Jeg har fået en helt anden selvtillid af den her rejse. Jeg stoler mere på mig selv. Jeg stoler på, at jeg godt kan, for eksempel også i forhold til min ordblindhed. Jeg siger ikke, at alle kan gå Caminoen. Men alle kan noget,” siger hun. HF-uddannelsen og Caminoen var bare to punkter på Dorthes bucket list. Til sommer skal hun gå turen over pyrenæerne fra Saint Jean Pied de Port til Pamplona, som hun ikke fik med på første tur, senere vil hun vandrer i Portugal, og så vil hun lære at stå på ski. ”Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke ved, hvordan mit liv ser ud om en halv time. Men jeg føler mig forpligtiget til at leve det liv, jeg har fået. Og hvis man får en chance til at gøre noget, man virkelig gerne vil - så skal man gøre det!”
Relaterede artikler
Der er ingen kommentar endnu
Tilføj kommentar
Dit navn
Anonym