Gå til hovedindhold

App hjælper dig med at finde nærmeste toilet

7. oktober 2016
Kort fortalt

Har du prøvet at stå midt i byen og haft brug for et toilet, men ikke kunne finde et? Så er der hjælp til dig nu.

Thumbnail

 

Tekst: Ninett Rohde

Når tissetrangen melder sig, mens man som menneske med sclerose er ude i byen, kan det nogle gange give anledning til bekymring – for hvor er mon det nærmeste toilet? Og hvad hvis man skal bruge handicaptoilet?

Det er der heldigvis hjælp til nu. 

”FindToilet”, der både findes som online-map og app til iPhone og android, viser nemlig vej til offentlige toiletter. 

68-årige Tine Müller står bag app’en. Hun har tit selv stået og manglet et toilet ude i byen.

”Jeg har haft inkontinensproblemer, siden jeg var 55 år. Efter jeg på et tidspunkt blev fritstillet, fik jeg mere tid til at tage ind til København, men jeg anede ikke, hvor de offentlige toiletter lå. Jeg gik hjem og søgte efter oplysninger om det, men det fandtes simpelthen ikke. Så besluttede jeg mig for selv at lave et kort over offentlige toiletter,” fortæller Tine Müller.

Hun håber, at app’en kan give tryghed til gravide, familier med børn, mennesker med handicap eller bare folk, der er oppe i årene, der er begyndt at skulle tisse lidt oftere. Men det er en app, alle kan få glæde af, siger hun. 

Lige nu har kommunerne Fredericia, Haderslev, København, Roskilde, Slagelse og Sønderborg valgt at taste oplysninger om offentlige toiletter i deres kommune ind i systemet. Men Tine Müller håber selvfølgelig, at alle Danmarks kommuner vil tage sig tid til at indtaste deres oplysninger, så alle borgere kan gøre brug af app’en, uanset hvor i landet de er.

App’en giver dig oversigt over offentlige toiletter enten på et kort eller på en liste med det nærmeste toilet først samt detaljer om hvert toilet, hvor det er muligt at se, om det er bemandet, om der er vandhane og andre praktiske oplysninger. I indstillingerne på app’en er der mulighed for at krydse af, hvilket slags toilet man søger. Eksempelvis om man søger et handicaptoilet. 

Du kan finde et online-kort over toiletterne her. App’en til Android finder du her og til iPhone her.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.