Arkitekter dyster om tilgængelighed
Arkitektkonkurrencen er udskrevet på baggrund af følgende konstatering:
”Niveaufri indgang til bygninger er en helt grundlæggende forudsætning for, at samfundet kan udvikle sig i en mere ligeværdig retning ved at mennesker med fysiske funktionsnedsættelser opnår samme muligheder som alle andre mennesker i samfundet.”
Vejret en udfordring
Konkurrencen går ud på at designe fremtidens tilgængelige indgange til bygninger. Arkitektforeningen har formuleret opgaven således:
”Vis med dit forslag, hvordan man kan lave en niveaufri indgang til bygninger, som samtidig tager højde for, at nedbør ikke må trænge ind i bygningen, og at indgangene skal isolere effektivt mod varme og kulde.”
Og netop det stigende behov for at sikre bygninger mod oversvømmelser og det øgede fokus på bæredygtighed og energiforbrug betyder store udfordringer, når det skal etableres indgange uden trapper eller andre forhindringer f. eks. for folk i kørestole. Derfor er der brug for nytænkning med innovative, kreative og funktionelle ideer.
I sidste uge kunne arkitekterne deltage i et inspirationsarrangement i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup, og konkurrencen løber frem til 24. oktober.