Bestemt sclerose rammes ikke af interferoner
Interferon-behandling virker ikke i op mod halvdelen af alle sclerosepatienter. Nu peger et nyt studie på hvorfor og afslører en mulig sclerose-variant i mus, der ikke rammes af interferoner. Det er dog endnu usikkert, om det også gør sig gældende i mennesker, mener dansk professor.
Mange sclerosepatienter har de seneste 20 år fået interferon-behandling, men for knap halvdelen har det været virkningsløst. I dag kendes interferonerne bl.a. som Avonex, Rebif og Plegridy.
Det har undret lægerne, og været en pine for de patienter, der har oplevet ubehagelige bivirkninger ved en behandling, de ikke har haft gavn af. Dertil kommer at interferonbehandling er meget dyr.
Interferon-følsom og interferon-resistens
Men nu peger forskere fra Duke Universitet, North Carolina, USA, at en bestemt biologisk mekanisme kan lede til en form for sclerose, der ikke rammes af interferoner, i hvert fald i mus.
Opdagelsen bygger på forskernes tidligere undersøgelser i mus tilbage i 2012. Her fandt de ud af, at interferon-beta virker ved at hæmme et stort immunkompleks i hjernen, der er ansvarlig for at kickstarte de ødelæggende immunangreb, der leder til sclerose.
Samtidig opdagede de, at nogle mus fik sclerose uden at have immunkomplekset, og at interferonbehandlingen i de mus ikke virkede.
To forskellige sclerose-mekanismer
Denne gang har forskerne så fundet en forklaring på, hvorfor sclerose i dé mus ikke blev slået ned af interferonbehandlingen. Det viste sig, at de mus, der ikke havde gavn af interferon-beta, udviklede sclerose via en anden biologisk mekanisme:
De havde et højere niveau af bestemte receptorer i hjernen, kaldet CXCR2 og LTBR, der uafhængigt af det store immunkompleks, medvirkede til et ødelæggende immunangreb på nerverne. Og da forskerne blokerede disse receptorer med et molekyle, så blev musenes symptomer forbedret.
Med andre ord kunne forskerne vælge den rette behandling, afhængig af hvilken ‘type’ sclerosesygdom musene havde.
Samme effekt i mennesker?
Sclerose i mus er dog ikke det samme som i mennesker, så forskernes resultater kan blot være et fænomen isoleret til mus.
For at undersøge forholdene i mennesker, sammenlignede forskerne genetiske profiler af amerikanske sclerosepatienter; dem hvor interferon-beta havde virket med dem, hvor behandlingen ikke havde virket.
Her viste det sig, at de patienter, der ikke havde haft gavn af interferon-beta, havde større mængder af CXCR2 og LTBR-receptorerne, end de patienter, hvor interferon-behandlingen virkede.
Med andre ord, er der tale om mindst to forskellige mekanismer, der kan give ophav til sygdommen.
Godt dyreforsøg, men dårlig kobling til sclerose
Men det er Finn Sellebjerg, professor ved Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitaleter helt uenig i. Han er meget skeptisk overfor den måde, forskerne undersøger forholdene i mennesker med sclerose:
”Det er på den dyreeksperimentelle side et rigtig godt studie. Sclerose-delen er derimod uhørt ringe. Der er tale om prøver fra patienter, der selv har rapporteret, om de er velbehandlede eller ej, og der er ingen redegørelse for neutraliserende antistoffer, eller hvornår prøven er taget i forhold til injektionstidspunkt”.
Forskerne håber ellers, at resultaterne kan åbne for at screene patienter for forhøjede niveauer af CXCR2 og LTBR, hvilket vil kunne gøre det muligt at identificere de patienter, der vil få gavn af interferon-beta, og de der ikke vil, før en behandling vælges.
Men så langt er vi slet ikke, fastslår Finn Sellebjerg:
”Det kræver ordentlige undersøgelser i mennesker at afgøre, om man kan inddele sclerosepatienter i interferon-beta følsomme og -modstandsdygtige grupper. Talrige forskningsgrupper har de seneste ti år forsøgt at identificere sådanne forskelle – indtil videre uden held”.
Man kan læse mere om studiet her, og originalartiklen her.
