Cykelnervens læge glæder sig
”Da jeg fik tilbud om at komme med som læge i Cykelnerven var jeg ikke i tvivl. Jeg ville være et skarn, hvis jeg sagde nej til sådan et fantastisk tilbud. Jeg glæder mig.”
Nej, overlæge Morten Blinkenberg på Neurologisk afdeling, Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, havde ikke mange betænkeligheder, da Scleroseforeningen bad ham sørge for lægelig assistance for deltagerne i Cykelnerven 2014. Og han træder selvfølgelig selv med op ad bjergsiderne.
”Jeg elsker at cykle i bjerge - naturen og stemningen er fantastisk. Og så passer det faktisk godt til mig at køre opad. Cykelnerven ligger tidsmæssigt rigtig fint som forberedelse til KMD Ironman i august, som jeg træner til i øjeblikket”, siger den 53-årige Morten Blinkenberg, der i forvejen er cykelentusiast. Han snupper i forvejen en cykeltur op ad Alpe d’Huez i Alperne maj.
”Og så cykler jeg på arbejde hver dag. Det er vigtigt for mig – tiden på cyklen er et frirum, en daglig adspredelse, som renser hjernen. Når jeg sætter mig på cyklen efter arbejde, så har jeg virkelig fri. Det ville jeg ikke have på samme måde, hvis jeg satte mig ind i en bil eller et tog,” siger Morten Blinkenberg.
I Pyrenæerne håber Morten Blinkenberg ikke at få alt for travlt med at behandle de andre ryttere på bjergsiderne. Men han regner med, at enkelte deltagere får problemer med de almindelige ’turist-ting’, som han kalder dem; maveonde, infektioner og den slags. Højdesyge skulle ikke være noget problem, højeste tinde er Col duTourmalet i 2114 meters højde. Men der kan komme problemer med dehydrering i varmen, og så er der en klar fare for uheld på bjergvejene – især på de stejle nedkørsler.
”Formentlig vil stejle nedkørsler være relativt nyt for flere deltagere, og de kan blive overraskede over, hvor svært det er. Man skal virkelig bevare høj koncentration under hele nedkørslen, bare en smule uopmærksomhed kan hurtigt bringe en rytter i alvorlige problemer. Her ligger nok den største risiko for uheld,” siger Morten Blinkenberg.
Morten Blinkenberg er speciallæge i Neurologi, Ph.D, og overlæge på Neurologisk afdeling, Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet.
Af Lars Bøgeskov