Det, som kræver bevægelse
En fortsættelse af temaet Alternativ Behandling - Hvad er du til? Grav dig dybere ned i de to alternative muligheder, flest danskere med sclerose vælger, som kræver bevægelse. Og læs også om en alternativ behandlingsform, som ikke er på listen over de mest benyttede, men som er blevet et populært tilvalg i løbet af de seneste år.

YOGA er en af verdens ældste systemer til at sammenknytte kroppen og sindet. Det nedstammer fra Indien og betyder »forening«. Altså en forening af det fysiske, mentale og spirituelle i det enkelte menneske. For yoga er meget mere end de fysiske øvelser, som rigtigt mange dyrker herhjemme. Det er en livsfilosofi, som deler sig i otte forskellige stier kaldet Yoga Sutras – hvoraf øvelserne er én af dem og kaldes Asanas.
Men man kan sagtens få noget ud af de fysiske yogaøvelser, selvom man ikke ønsker at tilpasse sig den fulde filosofi. Og det er der rigtig mange, der benytter sig af, i den vestlige verden. Flere undersøgelser påpeger nemlig, at øvelserne har flere sundhedsmæssige fordele, hvoraf blandt andet vejrtrækningen, som er essentiel i yoga, kan sænke blodtrykket og de stresshormoner, man kan have i kroppen.
Der er med tiden blevet udviklet flere typer af den fysiske yogatræning, og i takt med populariteten videreudvikles træningsformen hele tiden.
Men ligegyldigt hvilken form for yoga man vælger, har de alle det til fælles, at de træner kroppens muskler, balance, smidighed og koordination.
Meditation er en mental praksis, der bygger på forskellige teknikker. De varierer efter, hvilken slags meditation man opsøger. Der er nemlig forskellige former for meditation, og flere undersøgelser har vist, at de kan have en positiv helbredsmæssig effekt på krop og sind.
Derfor dukker meditation også op på flere og flere hospitaler og arbejdspladser, fordi effekten viser sig at være både stressnedsættende og til gavn for hukommelse og koncentration hos dem, der udøver det. Ligesom det beroliger sindet, afslapper kroppen og styrker overskuddet hos den enkelte.
Udøvelsen af meditation handler altid om at styre sin bevidsthed. Enten kan man hige efter at opnå hundrede procent stilhed i sindet, eller man kan fokusere på én ting. Det er ofte vejrtrækningen, en melodi eller et enkelt ord. Det vigtigste er, at det lukker ned for tankemylderet i hjernen, eller som buddhisterne kalder det, abesindet.