Gå til hovedindhold

Førsteplads til sclerosekongres i København

18. marts 2014
Kort fortalt
Arrangørerne bag efterårets store sclerosekongres, der blev holdt i Bellacenter, og som tiltrak over 8.000 mennesker, er blevet hædret
”Årets danske kongresvært for kongresser større end 1.000 deltagere”.Så fornem lyder den titel, som professor Per Soelberg Sørensen fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet i går aftes modtog på Københavns Rådhus. Prisen fik han for som formand for den lokale organisationskomité, der har arrangeret den store sclerosekongres, der i efteråret blev holdt over fire dage i Bella Center. Det er den uafhængige europæiske organisation ”The European Comitee for Treatment and Research in Multiple Sclerosis” (ECTRIMS), som arbejder for at fremme netværk og samarbejde indenfor kliniske forskning, der står bag konferencen, der blev afholdt for 29. gang i København i oktober.

Over 8.000 deltagere

Per Soelberg Sørensen sidder med i ECTRIMS bestyrelse, og han har gennem flere år lobbyet for, at kongressen skulle komme til København igen. Første gang den var her var i 1996. Den gang deltog godt 700 forskere i konferencen. I 2013 tiltræk kongressen 7.671 deltagere, og derudover knap 1.000 sponsorer og udstillere. Hver gæst har haft et estimeret døgnforbrug på 3.100 kroner – til gavn for København.”Vi er meget glade for, at man har ment, at ECTRIMS er den kongres, der har betydet mest for København. Det er meget spændende, at vi kan tiltrække så mange fagligt kompetente kræfter, men det er jo også en dejlig bigevinst, at det betyder noget for København som by,” siger Per Soelberg Sørensen, der allerede har hørt fra flere af deltagerne, at de meget gerne kommer tilbage til København igen på grund af deres gode oplevelser under ECTRIMS.

Vækst og arbejdspladser

Det er Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune, der står bag uddelingen af prisen ved ”Københavns Kongres og Event Award”. Det er fjerde år i træk, at prisfesten fejrer og hædrer de danske forskere og organisationer, der står i spidsen for at tiltrække og arrangere de internationale begivenheder. De er typisk ulønnede, og deres bedrift gør en positiv forskel for deres fagområde. Og samtidig for København.”Kongresser og events skaber ikke bare vækst og arbejdspladser i København. De giver også en unik mulighed for at vise vores by frem for resten af verden. Derfor gør de ildsjæle, der kæmper for at få de internationale events og kongresser til byen, et rigtigt vigtigt stykke arbejde for Danmarks hovedstad,” siger overborgmester Frank Jensen.En opgørelse fra Københavns Rådhus og Wonderful Copenhagen viser, at de 145 kongresser, der trak 70.000 deltagere til København i 2013, genererede en turismerelateret omsætning til byen, på tæt på 850 millioner kroner.

Gevinst for forskerne

ECTRIMS har dog ikke kun været med til at skaffe penge i Københavns kasse. Konferencen har også været en gevinst for de danske scleroseforskere.”Gennem afholdelsen af konferencen har vi skabt mere opmærksomhed på dansk scleroseforskning. Det gør os danske scleroseforskere mere kendte og giver os større mulighed for at indgå i internationale fora og forskningssamarbejder. Der er uvurderligt,” siger Per Soelberg Sørensen.    På billedet ses Per Soelberg Sørensen med sit priscertifikat i hånden flankeret af overborgmester Frank Jensen yderst til højre og direktør i Wonderful Copenhagen, Lars Bernhard Jørgensen, yderst til venstre. Ved siden af Per Soelberg Sørensen er det Annette Oturai, Lis Overgaard og Karen Schreiber, som alle har været med til at arrangere konferencen. Se et klip fra prisoverrækkelsen her på TV2/Lorry  
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.