Gode råd til dig, der skal have fornyet kørekortet

Når du skal forny dit kørekort, enten
- fordi du er fyldt 70 år eller derover
- fordi gyldighedsperioden udløber
- på grund af helbred
er det en rigtig god ide at bede lægen om at være særligt opmærksom, når kørekortattesten skal udfyldes. Jo flere detaljer, lægen får skrevet i kørekortattesten, jo mindre er sandsynligheden for, at der skal indhentes yderligere oplysninger hos en speciallæge i neurologi. Neurologen kan kræve betaling for udtalelsen, fordi ydelsen ikke er omfatter af Sundhedsloven, og det betyder, at du selv skal betale. Udtalelsen kan koste op til 1.500 kroner.
Råd 1: Udfyld ’Supplerende oplysninger’
Bed din praktiserende læge udfylde feltet med supplerende oplysninger, der kan have betydning for din kørsel. Det kan eksempelvis være oplysninger, der siger noget om dine symptomer, din sygdomsudvikling de seneste år, antal attakker og om du er stabil eller om sygdommen er hurtigt progredierende. Lægen kan også tilføje, om det er hans/hendes vurdering, at du kan køre bil.
Råd 2: Vedlæg journalnotater
Den praktiserende læge må gerne indhente og vedlægge journalnotater eller andet materiale fra en neurolog, som siger noget om dit sygdomsforløb og/eller nuværende tilstand. Det letter vurderingen hos kørekortmyndigheden.
Ansøgningsprocessen
Når du vil forny dit kørekort, afleverer du en ansøgning hos kommunen, hvor du afleverer kørekortattesten fra din egen læge samt dit kørekort. Som oftest vil du få udstedt et midlertidigt kørekort for en kortere periode. Du kan læse nærmere på borger.dk. Kommunen sender ansøgningen til kørekortmyndigheden/politiet, der tager stilling til fornyelse af kørekortet. Hvis kørekortmyndigheden er i tvivl om din føreregnethed på grund af sclerose, sender de ansøgningen til Sundhedsstyrelsen.
Hvis Sundhedsstyrelsens embedslæger på baggrund af kørekortattesten ikke kan vurdere, om kørekortet kan fornyes, anbefaler de, at der skal indhentes supplerende oplysninger om din føreregnethed fra en speciallæge i neurologi, eller også anbefaler de en vejledende helbredsmæssig køretest.
Udtalelse om føreregnethed – ikke fuld speciallægeerklæring
Vær opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen aldrig stiller krav om en fuld speciallægeerklæring, som kan koste op imod 10.000 kroner, men derimod krav om en udtalelse om tilstand og føreregnethed fra en speciallæge i neurologi.