Gå til hovedindhold

Godt at vide om privat rejsesygesikring for kronikere

12. maj 2015
Kort fortalt
Det er vigtigt at undersøge, om og hvordan man er dækket, inden man lægger sig på stranden i et andet land. Faktisk er det en rigtig god idé at tale med et eller flere rejseforsikringsselskaber, allerede inden man bestiller rejsen
Thumbnail

Hvorfor skal jeg tegne en privat rejsesygesikring?

Det blå EU-sygesikringskort dækker behandling i de 27 EU-lande og Færøerne, Grønland, Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz (EØS-landene) på samme vilkår som for dem, der bor i landet.

Det kan betyde, at du skal betale for at gå til lægen eller få behandling på et sygehus. Det blå EU-kort dækker heller ikke hjemtransport i tilfælde af sygdom, tilskadekomst eller død.

Hvis du gerne vil slippe for egenbetaling og være sikker på, at du kan komme hjem fra din ferie eller rejse, er det en rigtigt god idé at supplere den offentlige rejsesikring med en privat rejsesygeforsikring.

Hvad skal der til, for at tegne en forsikring?

For at kunne tegne en rejsesygesikring kræver langt de fleste selskaber, at sygdommen er stabil i mindst to måneder før afrejse.

”Men der er ikke noget, der er sort/hvidt. Det beror altid på en helbredsvurdering af den enkelte, og derfor skal man i god tid inden afrejse kontakte sit rejseforsikringsselskab og få en medicinsk forhåndsgodkendelse. Den sikrer, at man er dækket, hvis der opstår behov for behandling på grund af sygdommen,” siger Michael Brøgger, Scleroseforeningens ekspert på forsikringsområdet og erhvervsassurandør i Topdanmark.

Den medicinske forhåndsgodkendelse er et bindende, skriftligt tilsagn om, at man som kronisk syg er dækket, når man rejser. Det er forsikringsselskabet, der beslutter, om de vil tilbyde fuld dækning, begrænset dækning eller afslag på dækning.

Vurderingen kan variere fra selskab til selskab, så tag altid en snak med et eller flere rejseforsikringsselskaber i god tid – og altid inden rejsen bestilles.

Et afslag på forhåndsgodkendelsen kan nemlig betyde, at man ikke kan få refunderet rejsen, selvom man har købt en afbestillingsforsikring.

Hvad sker der, hvis jeg får afslag på en forhåndsgodkendelse, og vælger at rejse alligevel?

Hvis ansøgningen om en forhåndsgodkendelse ender med et afslag, og man rejser alligevel, og uheldet er ude, står man selv med regningen for eventuel medicin, hospitalsindlæggelse og hjemtransport. Det kan risikere at blive en rigtig dyr fornøjelse. Det er dog altid ens egen beslutning, om man vælger at rejse, hvis man har fået et afslag. 

Hvad sker der, hvis jeg tegner en forsikring uden at oplyse om sclerose?

Det er meget vigtigt, at rejseforsikringsselskabet får så mange oplysninger om sygdommen, behandlingsforløb og medicin, som overhovedet muligt. Også selvom man ikke rigtigt mærker til sygdommen i hverdagen.

”Det er meget vigtigt, at man ikke bare suser af sted på ferie og tænker, at det nok skal gå, for hvis rejseforsikringsselskabet opdager, at der er tegnet en forsikring uden at oplyse om sclerose, så bortfalder forsikringsdækningen. Det kan i sidste ende betyde, at man selv ender med regningen, hvis man bliver syg på rejsen”, forklarer Michael Brøgger.

Men her skal man være opmærksom på, at hvis man rejser inden for EU/EØS, så er man stadigvæk dækket af den offentlige sygesikring i landet, hvis man har det blå EU-kort med sig. Rejser man uden for EU/EØS er der ingen dækning med det blå kort, hvis man bliver syg.

Hvad sker der, hvis jeg falder og kommer til skade på rejsen?

Hvis du skulle komme til skade på ferien, er det den almindelige ulykkesforsikring, der gør sig gældende.

”Men hvis der er en årsagssammenhæng mellem sygdommen og ulykken, vil nogle forsikringer dække, mens andre ikke vil. Det kommer helt an på, hvilken ulykkesdækning, man har. Derfor bør man også undersøge sin ulykkesforsikring, inden man rejser,” siger Michael Brøgger. 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.