Håbet om at forudsige forløbet af sclerosen
Et netop afsluttet dansk forskningsprojekt har dog forsøgt at identificere særlige biomarkører, der muligvis kan bruges til at forudsige sygdommens udvikling fra attakvis til sekundær progressiv sclerose. I 2014 modtog ph.d.-studerende Signe Modvig, under vejledning af professor, dr. med. Jette Frederiksen fra Scleroseklinikken på Glostrup Hospital, forskningsstøtte fra Scleroseforeningen til bland andet at undersøge, om biomarkører kan bruges til at spå om sclerosesygdommens udvikling.
Signalstoffer i rygmarvsvæske
Mere præcist så hun på, hvorvidt signalstoffer fra rygmarvsvæsken kan forudsige, om folk, der får synsnervebetændelse, også vil pådrage sig sclerose, og hvordan deres sygdom vil forløbe. Cirka halvdelen af patienter med synsnervebetændelse udvikler senere sclerose.
I korte træk undersøgte Signe Modvig rygmarvsvæskeprøver fra 86 patienter, der kom med synsnervebetændelse på Glostrup Hospital mellem 1993 og 2002. Hun ønskede at identificere mulige biomarkører, der kunne sige noget om patienternes risiko for at få sclerose, og ikke mindst om hvordan sygdommen ville udvikle sig over tid.
Sammenhæng mellem biomarkør og sygdomsudvikling
I august i år fremlagde hun sine resultater under sit ph.d.-forsvar. Og var der så tegn på en sammenhæng mellem nogle biomarkører og sygdommens udvikling?
»Ja, jeg mener, vi fandt nogle vigtige sammenhænge, om end patientgrundlaget er noget spinkelt,« forklarer Signe Modvig.
Efter en opfølgningstid på 10-20 år (gennemsnitligt 14 år) havde lidt over halvdelen (46) af patienterne udviklet sclerose. Og den gruppe havde et markant højere niveau af to overordnede grupper af biomarkører.
»Selvom begge grupper af biomarkører var overrepræsenteret hos sclerosepatienterne, så var det særligt biomarkørerne for nervefiber- og vævsskade, der bedst kunne forudsige tiden til næste attak og ikke mindst graden af kognitiv funktionsnedsættelse på den lange bane,« forklarer Signe.
Vævsskademarkører
Der var også forskel på tilstedeværelsen af biomarkørerne for nervefiber- og vævsskade i gruppen af sclerosepatienter: Jo højere niveau af biomarkørerne, jo højere grad af funktionsnedsættelse oplevede sclerosepatienterne over tid:
»Men jeg vil skynde mig at slå fast, at det endnu er lidt for tidligt at tale om en risikomarkør, man bør screenes for eller bruge som egentlig pejlemærke for sclerosesygdom. Dertil skal man undersøge et langt større patientgrundlag og også inkludere sclerosepatienter med andre sygdomsudbrud end synsnervebetændelse,« fastslår hun.
Funktionsnedsættelse
Den kognitive funktionsnedsættelse blev målt ved hjælp af den såkaldte PASAT-test, og jo højere niveauer af den ene testede biomarkør, der var til stede i rygmarvsvæsken ved det første attak, jo dårligere klarede patienterne sig i testen mange år efter. Dermed blev funktionsnedsættelse brugt som et udtryk for, hvor alvorlig sygdommen havde udviklet sig.
»Det var ikke muligt for os med dette datamateriale at sige noget om, hvornår patienterne udviklede sekundær progressiv sclerose, så funktionsnedsættelse var det værktøj, vi bedst kunne benytte til at vise, at sygdommen var fremskreden,« vurderer Signe.
Forudsigelse af sygdomsforløb
Og muligheden for at benytte biomarkører til at vurdere udviklingen af sygdommen ligger ligefor: Kommer man nærmere en prognose af sclerosesygdommens udvikling, er det også muligt at komme nærmere en optimal behandling.
»Kan man forudsige, at nogle personer vil udvikle et mildt sygdomsforløb eller har længere tid til næste attak, kan de for eksempel nøjes med mildere medicin, mens andre, man forudsiger får et alvorligere forløb, vil have bedre gavn af mere effektiv medicin,« slutter hun.
