Håndværkerne i gang i Dr. Ferieby
Så er den gennemgribende renovering af de 44 huse i Dr. Ferieby i Grenaa sat i gang. Håndværkerne er begyndt på moderniseringen af det første hus. Det ventes færdig til januar, og skal så herefter testes af så mange gæster m.fl. som muligt, så feriebyen fremadrettet kan bruge gæsternes erfaringer og derved sikre fortsat at være et af Danmarks mest tilgængelige feriesteder.
Moderniseringen af husene foregår i etaper, og feriebyen vil være i drift under hele forløbet. Den samlede renovering vil være færdig senest foråret 2015.
Den høje kvalitet bevares
Lederen af Dr. Ferieby, Birthe Stengård Frank, er glad for udsigten til en moderniseret ferieby:
"Vi får en ferieby, som er lys, moderne og imødekommer fremtidens behov for tilgængelighed. Interiøret vil som hidtil være designermøbler, og der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten. At de nuværende huse, efter over 20 års brug, fremstår så pæne i dag, skyldes alene et godt valg af kvalitetsinteriør samt løbende vedligehold,” siger Birthe Stengård Frank.
En række fonde har givet støtte til den omfattende renovering, bl.a. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Villum Fonden, Augustinus Fonden og Ernst og Vibeke Husmans Fond.