Hvem skal arve din arveafgift?
En betydelig del af Scleroseforeningens indtægter kommer fra arvesager, og disse udgjorde i 2015 11,8 millioner kroner. Det svarer til 21, 5% procent af Scleroseforeningens samlede indtægter. De testamenterede midler er derfor med til at skabe en betydelig mere positiv hverdag for folk, der er ramt af sclerose.

Mennesker ramt af sclerose kan have en udfordrende hverdag, og familien kan ligeledes være meget berørt af sygdommen. Derfor er det med stor taknemmelighed, at foreningen årligt modtager en række af donationer, der gør det muligt at skabe en forbedret hverdag for mennesker med sclerose og deres familier.
Testamenterede midler gør, at Scleroseforeningen kan tilbyde gratis psykologhjælp og socialrådgivning samt en række andre rådgivningsformer, der er med til at lette hverdagen for de udfordrede familier.
"Testamentering gør en afgørende forskel for mennesker med sclerose og deres pårørende. Samtidig er disse arveindtægter medvirkende til, at vi forrige år kunne støtte forskning i sclerose med mere end 12,9 millioner kroner," udtaler Klaus Høm, direktør i Scleroseforeningen.
Fordelene ved 30%-reglen
Scleroseforeningen har talt med advokat Rikke Frødstrup fra Advodan advokater i Glostrup, og hun fortæller, at hvis man ønsker at begunstige en forening, skal man oprette et testamente.
"Det er en god idé at gå til en advokat, som kan bistå med testamentet, så man er helt sikkert på, at man får det hele med og det gøres rigtigt," fortæller Rikke Frødstrup..
Advokaten hjælper med at oprette testamentet, og kan blandt andet forklare fordelene ved at anvende den såkaldte 30%-regel, der giver en kontant afgiftsbesparelse for arvingerne, og samtidig støtter velgørenhed.
"Denne regel begunstiger en forening med 30 % af arven, mod at foreningen også betaler boafgiften. Det betyder, at arven til f.eks. en nevø, som betaler en høj afgift, bliver større. Det er helt lovligt og meget fordelagtigt for både foreningen, som arver, og for nevøen, som arver mere, end han ellers ville," udtaler Advokat Rikke Frødstrup.
Når Scleroseforeningen modtager en donation i form af arv, anser vi det også for at være en tillidserklæring til foreningens arbejde for en bedre hverdag for mennesker med sclerose og i sidste ende – at arbejde for en verden uden sclerose.