Jo skørere, jo bedre
Af Camilla Mulvad Svensson
Den irske scleroseforening er tvunget til at fundraise mere end nogensinde før på grund af finanskrisen. Alligevel går det meget godt, for i Irland er der en rigtig god fundraising-ånd.
”Her i Irland har vi verdens største event kun for kvinder, som er et mini maraton. De fleste der løber med, løber for en forening eller et andet godt formål, og hvis de ikke gør, skal de nærmest til at forsvare sig selv,” smiler Caitriona Hughes, som står for fundraising og treks for den irske scleroseforening.
Samtidig er tiltagene tvunget til at være mere og mere kreative for at fænge befolkningen og få dem til at være med.
Udendørsaktiviteter hitter
I oktober bliver der holdt et natteløb, hvor der skal forceres ti kilometer i de irske bjerge, og igennem løbet vil der være forskellige udfordringer. I starten af samme måned bliver der også holdt noget, der nok skulle kunne give et adrenalinkick, hvis natteløb ikke er vovet nok.
”Vi har fået en aftale i hus med forskellige faldskærmsklubber. Så over to dage kommer vi til at have omkring 150 personer, der hopper ud af fly! Selvfølgelig er det tandemspring, med mindre man selv har trænet inden. Vi kan jo ikke have, at der er nogen, der kommer til skade,” fortæller Caitriona.
Men det hele kommer ikke an på at gøre ting, der giver adrenalinniveauet et hak opad. For eksempel har der i flere år været et samarbejde med forskellige golfklubber i Irland, hvor klubberne kan være med til at fundraise.
Ingen grænser for kreativiteten
Rundt omkring i Irland bliver der også lavet teselskaber, read-a-thons og adventure races. Ligegyldigt årstiden er der altid et eller andet i gang.
”En af de helt store ting, når der skal fundraises mange penge er, at folk stiller sig op i supermarkeder, og hjælper de handlende med at pakke deres poser. Hvis de er der en hel lørdag, kan de sagtens få skrabet mellem 200 og 300 euro sammen,” forklarer Caitriona.
Ofte får de frivillige også lov til at stå foran et stadion til sportsbegivenheder for at sælge burgere og drikkevarer. I år har de været heldige, fordi der både har været en del fodbold- og rugbykampe, og der bliver solgt godt hver gang.
De ældre borgere er også med til at støtte den irske scleroseforening. På en del plejehjem er der rafleturneringer og bingo, og samtidig står der en kasse, hvor de kan putte småpenge i. Caitriona er sikker på, at de gennem årene har samlet flere penge sammen, end hun nogensinde ville kunne tælle.
”Det gode er, at folk af sig selv ofte organiserer en form for fundraising, og det er ligegyldigt om de gør det frivilligt, eller fordi de for eksempel skal med på et trek. Det er fantastisk, at de vil bruge deres tid på det, og så er deres idéer også bare rigtig gode og sjove,” slutter Caitriona.