Koncert og auktion skaffer penge til forskning i sclerose

Formålet med RoseLiv koncerten er at rejse penge til forskning i sclerose, og i år leveres underholdningen af konferencier Amin Jensen, der den 8. marts sørger for den gode stemning i Odense Musikhus.
Øverst på plakaten er Stig Rossen og Vennerne, og også Louise Fribo og trompetisten Per Nielsen med pianist Carl Ulrik Munk-Andersen går på scenen i scleroseforskningens tjeneste.
Gavekort og auktion
Udover den gode musik får alle gæster mulighed for at se de værker, som stribevis af kunstnere har doneret til den store kunstauktion. Værkerne udstilles på dagen i koncerthusets Pro Musica-sal.
Auktionen løber i ugen efter koncerten på Lauritz.com, som donerer både hammerslag, køber- og sælgersalær til RoseLiv.
Derudover trækkes der på aftenen lod blandt alle solgte billetter om et gavekort på 10.000 kroner til Gislev Rejser.
100.000 kroner til forskning
Hvert år under koncerten uddeles RoseLivPrisen. Det er en donation til RoseLiv på 100.000 kroner fra Biogen Idec, og den uddeles til en forsker, som har gjort sig bemærket med sin scleroseforskning.
RoseLiv er en støttegruppe, der har som formål at samle penge ind til forskning i sclerose. Siden starten i 2002 har RoseLiv indsamlet flere millioner kroner til scleroseforskning og samtidig været med til at sætte fokus på sygdommen.
Billetsalget er startet, og du kan få fat i din billet her