Gå til hovedindhold

Medicin-debat kørt af sporet

14. januar 2014
Kort fortalt
Professor Peter Gøtzsche ønsker stop for al medicin til psykiatriske patienter. Udtalelserne bekymrer Danske Patienter

I en kronik i Politiken den 6. januar anbefalede professor dr. med. Peter Gøtzsche, leder af Det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet, at enhver medicinering af psykiatriske patienter blev stoppet. Indlægget har vakt stor opsigt og megen debat, og de markante udtalelser bekymrer Danske Patienter.

Mangler nuancer


”Det er overraskende, at en professor fra en ellers meget anerkendt forskningsinstitution kommer med så markante udmeldinger om medicinering af psykisk syge, som det er tilfældet med Peter Gøtzsche. Udmeldinger, der tilsyneladende strider imod de faglige vurderinger fra den samlede gruppe af fagprofessionelle på området,” siger direktør Morten Freil, Danske Patienter.
”Først og fremmest er vi bekymrede for, om nogle patienter kan finde på at stoppe med deres medicin uden videre på baggrund af Peter Gøtzsches udtalelser i medierne. Det kan få store konsekvenser for den enkelte og for dennes omgivelser. Gøtzsche er god til at kommunikere, men debatten mangler nuancer. Det afsporer den nødvendige debat om lægernes ordination af medicin til psykisk syge, der ellers tidligere har været oppe at vende i medierne.

Ikke medicin alene

Man kan ikke alene behandle psykisk syge med medicin. De har også brug for terapi f.eks. i form af psykologhjælp. Medicinering kan således ikke stå alene, men hjælper en del patienter med at komme videre. Vi mener, at lægerne altid skal tænke sig godt om, inden de udskriver medicin og gøre sig bevidste om det samlede forløb – altså også om, hvornår en patient skal trappe ud af sin behandling igen. Men den måde, hvorpå Gøtzsche italesætter problemerne med medicineringen af psykisk syge, bidrager ikke til en god og nuanceret diskussion på området,” siger Morten Freil.

”Man er nødt til at kigge på den enkelte patient og tilpasse behandlingen ud fra dennes særlige behov og udfordringer. For nogle er det medicin, der er den rigtige behandling, for andre er det terapi, og for mange er det en kombination,” udtaler Morten Freil.
 

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.