Midt i en gråzone

»Jeg bliver behandlet og set som en sclerosepatient, men egentlig har jeg ikke det officielle stempel, og det, synes jeg er ret svært,« forklarer Mette. 

En sovende fornemmelse i fingrene var det første tegn på, at noget var galt. Det var en fredag i oktober for halvandet år siden, og om mandagen blev det pludselig meget værre.

»Jeg tog på arbejde om mandagen, men så begyndte hele min arm at sove, og jeg kunne hverken holde på en blyant eller trykke på tastaturet,« fortæller Mette.  

Mette blev hurtigt indlagt, og efter et hav af undersøgelser, scanninger og test, fandt man frem til, hvad der var galt. En rygmarvsprøve var positiv, og lægerne forklarede hende, at hun havde transversel myelitis. En sygdom, der muligvis kan udvikle sig, hvis hun får et attak, der rammer et andet sted end rygmarven. Og så vil diagnosen pludselig hedde sclerose.

Men det gør den ikke endnu. Heller ikke selvom Mette oplever mange af de samme symptomer, som sclerose fører med sig, og selvom hun bliver behandlet af de samme læger og modtager den samme medicin som sclerosepatienter. 

»Folk forstår ikke rigtigt, hvad det er, jeg fejler, når de spørger, fordi jeg jo bliver behandlet som en sclerosepatient. En anden ting, der er svær, er, at det ikke er nok at have transversel myelitis, når det kommer til det forsikringsmæssige, og når man skal søge om hjælpemidler,« forklarer Mette. 

Alligevel prøver hun at få det bedste ud af situationen, selvom træthed og nervesmerter er en daglig kamp. Hendes to drenge og hunden Simba får hende ud af sengen hver morgen, selvom benene sommetider skriger på noget andet. Sygdommen har nemlig lært hende, hvor vigtigt det er at aktivere kroppen og holde sig i gang. Transversel myelitis eller ej. 

Sara Bangsbo

Journalist