Mille Dinesen udkommer med ny bog om sundhed og sclerose
Vild med dans-aktuelle Mille Dinesen udkommer i dag med en ny bog, hvor hun skriver om sundhed og den sclerosediagnose, hun fik skrevet i journalen i 2001. Scleroseforeningen interviewer hende om alt dette den 11. oktober.

Tekst: Ninett Rohde
Hver fredag kl. 20 kan vi på TV2 se Mille Dinesen danse friskt rundt i Vild med dans. Det gør hun til trods for, at hun i 2001 fik diagnosen sclerose. Men siden diagnosen kom, har Mille Dinesen vakt debat ved at stille spørgsmålstegn ved, om hendes symptomer nu overhovedet skyldtes sclerose. Otte år efter diagnosen fik hun nemlig en ny scanning, der ikke viste tegn på sclerose.
Bog med ”inspiration til et sundt liv i balance”
I dag udkommer Mille Dinesen med bogen ”Min egen vej – inspiration til et sundt liv i balance”, der handler om hendes vej til sundhed, men hvor hun også adresserer sin nu 15 år gamle sclerosediagnose. I bogen fortæller hun blandt andet om de alternative behandlinger og eksperimenter med sundhed, som hun mener, har jaget hendes sclerose på flugt – hvis der overhovedet var noget sclerose til at starte med.
Den 11. oktober har Mille Dinesen taget tid ud af sin travle kalender til at snakke med os om bogen, sundhedsprojektet og måske-måske ikke sclerosediagnosen, så i midten af oktober kan du læse mere om alt dette her på siden.
Kost-kortlægningsprojekt i Scleroseforeningen
Diskussionen, om hvorvidt kosten og ens livsstil kan påvirke ens sclerose, er noget, der ikke kun ligger Mille Dinesen, men mange af vores medlemmer, på sinde. Derfor arbejder Scleroseforeningen i skrivende stund på et stort kostprojekt kaldet KOSMUS, der står for Kost og Multipel Sclerose.
Bag rattet for projektet sidder Astrid Karnøe Knudsen, der er erhvervs-ph.d. studerende i Scleroseforeningen. Hun fortæller, at foreningen nu laver dette kost-kortlægningsprojekt for at imødekomme medlemmernes interesse for kost og sclerose.
App skal indsamle data
”Vi leder efter sammenhænge mellem kost og de symptomer, mennesker med sclerose oplever. Vi vil lave en app, hvor 2000 mennesker med sclerose i et par måneder skal notere deres kost- og livsstilsvaner samt notere, hvordan det ifølge dem påvirker deres sclerosesymptomer.”
Hvis du har spørgsmål eller i fremtiden kunne være interesseret i at deltage i projektet, og ligesom Mille Dinesen vil prøve at se, hvad kosten kan gøre ved din sclerose, er du velkommen til at skrive til Astrid Karnøe Knudsen på akn@scleroseforeningen.dk