Oceans of Hope: Atlanterhavets kirkegård

I New York var opmærksomheden omkring Oceans of Hope og besætningen stor. Der var taler, champagne og massevis af journalister, der ville vide, hvordan besætningen klarer livet om bord.

”Det var meget rørende, og jeg må indrømme, at jeg fældede en tåre eller to,” fortæller Kaj Westphal, der har sejlet med båden de sidste fire uger.

Efter receptionen gik turen fra New York til Charleston. Turen tog fire døgn, og på båden var der en vagtordning med tre timers vagt og seks timer fri. Der var arbejde nok at se til. Det blev en tur, som Kaj nok sjældent glemmer.

”Det startede stille og roligt. Men det viste sig at være stilhed før stormen. Vejret blev vildere, og vindstødene blev hårdere og hårdere. Helt op til 23-24 m/sek, og én efter én gik vi ned med søsyge. På det tidspunkt er vi i et område, der hedder Cape Hatteras – eller ”Graveyard of the Atlantic’, som det også kaldes. Det er stedet, hvor den nordlige labradorstrøm kolliderer med den varme golfstrøm fra Florida, og det skaber nogle ret turbulente farvande. Mange skibe er sunket her,” fortæller han.

Kaj lå vandret i 14 timer på grund af søsygen, men kamillete, bananer og tørre kiks fik ham på benene igen. 

”Én efter én kom vi langsomt op af kahytten igen. Det finurlige ved livet er ofte, at man aldrig er sikker på, hvad man står op til. Solen kom frem, vinden havde lagt sig, og humøret steg hos os alle.”

På 4. dagen kom Oceans of Hope i havn i Charleston, og det endda i strålende solskin.

”Når jeg tænker tilbage på fire ugers sejlads med Oceans of Hope, har det givet mig så meget. Jeg har lært ti dejlige mennesker at kende, og vi har alle løftet i flok. Tænk, at der ikke har været nogen uoverensstemmelser, selvom vi var mange mennesker på meget lidt plads. Vi gjorde det, og jeg er skide stolt! Sclerose er en livsledsager, der følger os alle resten af livet, og derfor skal vi se mulighederne frem for begrænsningerne – og det var lige præcis det, vi gjorde.”