Outdoor sprængte grænser
Organisationskonsulent Finn Jarnvig fra Scleroseforeningen har samlet indtryk fra den begivenhedsrige weekend:
Arrangementet var fuld booket, endda med en venteliste. 30 deltagere fra hele landet. De 10 havde et godt kendskab til Scleroseforeningens arrangementer, mens de sidste 20 for en stor del var nye. Mennesker som havde haft diagnosen i flere år, men havde stridt med erkendelsen. Andre helt nyindmeldte og nydiagnostiserede. Fordelingen var ca. 1/3 mænd og 2/3 kvinder. Så fredag aften i spejderhytten Limbjerggård midt inde i skoven var præget af en naturlig generthed og afventen.
Kravene for deltagelse var: medlem med MS, gående eller gående med stok, ikke brug for specielle handikapfaciliteter. Dem der ikke kunne stå hele distancen fik hjælp fra konsulentens ”tele-taxa”.
Weekenden stod på ”Outdoor Race”: friluftsliv, fysiske udfordringer, samarbejdsøvelser, samvær og nye kontakter.
GPS, bue og pil
Det blev en fantastisk weekend for alle. Det fornemmede man klart og var man det mindste i tvivl, kunne man læse evalueringerne! Stor tilfredshed og ønske om mere af samme slags straks!
Det tøvende forsvandt straks lørdag morgen, da deltagerne i 5 hold gik ud i det smukke landskab bevæbnet med kort og gps. Fire poster skulle findes og opgaverne løses inden frokost. Det samme efter frokost. Der blev skudt med bue og pil, slæbt vand i spande og rør til avancerede opgaver som krævede samarbejde og hensyntagen. Hvem havde fysikken? Hvem havde modet? Hvem ville tage lederrollen? Stor blev iveren da man mødte en danmarksnyhed. Mountainboardet! Et skateboard med fire solide gummehjul med håndbremsekabel. På med hjelm, albue- og knæbeskyttere, fødderne fastspændt og så ned ad bakken. Enten solo eller med en støttende skulder fra instruktøren.
Da madpakken blev åbnet ved et bålsted og køjekreds, var der mange blusende kinder. Der blev snakket og udvekslet oplevelser. Og stor blev forundringen for mange, da det gik op for dem at der var tilbagelagt ca. 5 kilometer. Mere end mange troede muligt. Og så var man bare halvvejs igennem dagens udendørsprogram.
Mad over bål
Fredag aften var der lejrbål efter aftensmaden. Det sprang vi over lørdag. Deltagerne nød den fine italienske mad og talte om dagens bedrifter. Dernæst begyndte det lige stille langsomt at tynde ud ved bordene. Køjesengene i spejderhytten kaldte. Kun den hårde kerne holdt ud.
Søndag formiddagen havde to udfordringer. Madlavning til 30 personer over bål. Suppe, ris med kød samt varm frugtsalat med håndpisket flødeskum/cremefraiche. Mens dem der nøjedes med at nyde maden, tog til klatretårnet i skoven tæt ved bredden af Julsø. Instruktørerne fik sat alle ind i opgaven med at klatre og sikre. Og så begyndte de 20 modige og friske medlemmer på skift bestigningen af den 9 meter høje væg.
Det var rørende at opleve sammenholdet og glæden på hinandens vegne. Mellem de røde kinder og trætte ben føg det om ørerne på en med bemærkninger som:
Flyttede grænser
”Jeg har virkelig skubbet min grænse ved at klatre og rappelle”.
”Jeg har fået rykket nogle grænser, som jeg normalt ikke ville prøve af blandt raske. Her er vi i samme situation og forstår hinanden.”
”Fedt at nogle vil støtte en sådan tur. En god pris, som gør det muligt for alle at deltage.”
”Succesen er hjemme. Vi er dobbelt så mange som sidst.”
”Vi skal viderebringe takken og reklamere for dette arrangement, når vi kommer hjem.”
”Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne gå så langt.”
”Jeg har opdaget, at jeg vist kan trænes op til at kunne mere end jeg troede. Min gennemførelse af lørdagens program gav mig et positivt chok.”
Da vi tog afsked over middag søndag, var begejstringen helt i top. Fantastisk weekend. God stemning. Glæde over egne præstationer. Overraskelse og stolthed over de grænser man havde sprængt.
Og så blev der drømt om ens egen gode seng der hjemme, om den fridag man havde været så fremsynet at have mandag og om det dejlige kaffebord, som manden forhåbentlig havde klar sammen med fodskamlen, når man kom hjem i løbet af de næste timer. Og så kørte bilerne ellers i retning af blandt andet Ålborg, Viborg, Esbjerg, Sønderborg, Odense og Storkøbenhavn.