På eventyr med sclerose

Af Camilla Mulvad Svensson

Stinna og hendes kæreste Kim Sejberg mødte hinanden for 10 år siden på en skiferie. Det blev starten på et godt og aktivt forhold. Hver vinter tog de på skiferie, og hver sommer var de ude og klatre i tre uger.

De spillede også golf sammen, men efter et stykke tid begyndte Stinna at blive følelsesløs i fingrene, når hun havde spillet.

”Jeg troede bare, at jeg havde slået for mange bolde af sted, eller at jeg gjorde noget forkert. Men det blev værre og værre, ligegyldigt hvad jeg gjorde,” fortæller Stinna.

Hun kom til læge, og efter et udredelsesforløb på otte måneder fik hun diagnosen sclerose. Det satte en stopper for den aktive livsstil, og modløsheden tog over.

”Lev livet så godt som muligt"

Efterhånden fik Stinna lettere ved at acceptere, at hun skulle leve med sclerosen resten af livet, og med accepten kom hendes gode humør også tilbage.

”Jeg har indset, at det ikke ændrer på min sygdom, at jeg også går og er ked af det. Det er jo ikke en diagnose, jeg kan lave om på, så nu har jeg besluttet, at jeg lige så godt kan leve livet så godt som muligt,” siger Stinna med et smil om læberne.

Hun og Kim har planlagt to store rejser over det næste halve år, og selvom de begge to har faste jobs, tillader fleksibiliteten på deres arbejdspladser, at de kan få de gode oplevelser, som de gerne vil have sammen.

Vil af sted, mens hun kan

Den første rejse bringer dem om på den anden side af kloden til New Zealand. Her skal de være i fire uger, hvor de kører rundt i en lejet autocamper. På den måde kommer de til at opleve tingene i deres eget tempo.

Den anden rejse tager dem ned på den afrikanske savanne, hvor de først skal på en uges safari og bagefter en uge til Zanzibar. Her bliver det fastlagte skema en af de større udfordringer.

”Når der er fastlagte planer hver eneste dag, kan jeg måske få svært ved at følge med, og det kan være, at jeg har svært ved at overskue det, når der også er en større gruppe af mennesker med,” siger Stinna.

På trods af udfordringerne, er det vigtigt får både Stinna og Kim at komme af sted, nu hvor hun har modet til det.

”Jeg vil så gerne af sted, mens jeg stadig er mobil. Jeg ved jo ikke, hvad der sker i morgen eller om en måned, og derfor tager vi chancen nu,” siger Stinna. Hun glæder sig til at se, hvor meget hun kan presse sig selv, uden at det bliver for hårdt.

Frygter trætheden

”Vi tager af sted og ser, hvad der sker. Det, jeg nok er mest bange for, er, at min træthed vil være alt for overvældende. Jeg vil gerne overskride mine egne grænser, men jeg har ikke lyst til at skulle ligge og hvile i flere dage,” fortæller Stinna.

Selvom New Zealand er kendt for de vilde og adrenalinpumpende udfordringer, er det ikke der Kim og Stinna kommer til at lægge deres energi. Derimod har de planer om at snorkle, at skulle på hvaltur og at sejle i havkajak.

De regner også med at skulle ud til det østligste punkt på New Zealand, der bliver markeret af et enligt fyrtårn.

Afklaringen er det vigtige

Turen ud til fyrtårnet er en køretur på over 20 kilometer på grusvej, og derefter er der en sti de sidste fem kilometer.

”Vi tager kørestolen med, og hvis vi bliver nødt til at gøre det til en heldagstur, fordi Stinna bliver for træt, så er det det, vi gør,” siger Kim. Han er indstillet på, at han nok skal hjælpe en del til på turen, og han gør det også med glæde for at få oplevelserne sammen med Stinna. Hun kan fx ikke selv sejle i havkajak, så der må Kim sørge for, at de kommer frem.

Hun er godt klar over, at det er et ambitiøst projekt, de har gang i, og derfor er det også vigtigt for hende, at hun ikke lader sig slå ud, hvis rejserne viser sig at være for svære:

”Hvis det ikke går, så er det det, vi har fundet ud af, og så har jeg i det mindste afklaring omkring det. Hvis det går, kunne jeg da godt tænke mig at rejse flere steder hen,” siger Stinna.