Patienttopmøde: Der er mennesker bag sygdommen!
”Vi har valgt at kalde debatten for et patienttopmøde, fordi vi har villet give ordet til patienterne. Vi taler så meget om patienter, men vi taler om dem som journalnumre og møder alt for sjældent menneskene bag sygdommen,” forklarer Elisabeth Tissot Ludvig, direktør for kommunikationsbureauet Effector, der sammen med Dagens Medicin er initiativtager til SundhedsParlamentet, en ny sundhedspolitisk platform, som blev skudt i gang med patienttopmødet.
Og så blev ordet ellers givet til Jesper Mosbæk, sclerosepatient og informatør for Scleroseforeningen og to andre patienter, der fortalte om fordomme på arbejdsmarkedet over for fleksjobbere, det svære parforhold, når kæresten i mangel af støtte udefra bliver til handicaphjælper i stedet for kæreste, og mødet med et sundhedsvæsen, der ikke altid synes at være opfundet for dem, der har brug for det.
Til at debattere de mange udfordringer med de tre patienter var Mai Mercado (K), sundheds- og arbejdsmarkedsordfører, Beth Lilja, direktør for Patientsikkerhedsselskabet og Karen Stæhr, sundhedsformand i FOA – og en sal med små 100 engagerede tilhørere, der ivrigt deltog i debatten med markeringer og klapsalver.
”Jeg synes, det var en rigtig god oplevelse, at så mange mennesker kom for at høre om udfordringerne som syg. Specielt er jeg rigtig godt tilfreds med, at det kom så klart og tydeligt frem i debatten, at sygdom ikke bare ramme den syge, men hele familien, og at d ikke er godt for noget parforhold, når den ene skal være hjælper for den anden,” siger Jesper Mosbæk.