Personalet i Ry er også i Haslev - de hedder bare noget andet

Hvad tænkte I om at tage til Haslev i stedet for Ry?
Lisa: ” Det var nu mest sagt i sjov, men når de ikke vil have os, så vil vi heller ikke have dem!”
Søren: ” Vi ville bare af sted, og det var ikke afgørende, om det blev Ry eller Haslev”
Hvad adskiller de to hospitaler?
Lisa: ”Jeg savner at ride. Det har jeg altid gjort, så det er ærgerligt, at der ikke er den mulighed her.”
Søren: ”Ja, i Ry bruger fysioterapeuterne ofte ridefysioterapi, men det gør man ikke i Haslev. Til gengæld er faciliteterne omkring selve fysioterapien meget bedre her. Når man vil selvtræne om aftenen, så er det virkelig nemt at samle nogle stykker og gå derhen, fordi det er stort, lyst og lettilgængeligt.”
Lisa: Når man går fra frokoststuen og kan se, at der er nogen, der træner, så tænker jeg, at jeg da også godt kan træne lidt, når jeg alligevel er her. Det gør jeg ikke så meget på Ry, fordi jeg først skal med elevatoren op.”
Er der nogen ligheder for hospitalerne?
Søren: ”Ry er blevet mit andet hjem og sådan tror jeg, at der er rigtig mange, der har det. Men jeg har fundet ud af, at de personer jeg kender fra Ry, de er altså også her - de hedder bare noget andet. De er lige så søde, dygtige og omsorgsfulde.”
Lisa: ”Ja, helt enig. Hjælpen fra personalet er fuldstændig det samme uanset hvor du er. Kan man lide at være på Ry, så kan man helt sikkert også godt lide Haslev.”